Engvandingsanlæg i Klosterkær

Vandingsanlæg sikrede et større udbytte af hø

Vandingsanlæg sikrede et større udbytte af hø

Af Jan Kjærgaard

Klosterkær ved vestenden af Mossø er Danmarks største indlandsdelta. Et næsten 200 hektar stort område, hvori Gudenå snor sig og deler sig. Står man og ser ud over området, bemærker man snart, at det, vi i dag opfatter som Gudenå (Dødeå og Klosterkanal), kun er de sidste to beliggenheder for en å, der har ligget flere steder gennem tiderne. Tidligere placeringer ses som langstrakte sumpstrøg gennem engene.
Det kan være vanskeligt at få overblik over, og bedre bliver det ikke af, at mennesker konstant har ændret og regeret med området. Sådanne enge var især tidligere en livsbetingelse for landbrug. Det var her, man fik hø til vinterfoder til køerne, uden hø ingen vinterfoder, uden vinterfoder ingen møg som gødning til marken, og dermed ingen korn til brød. »Det er lorten, der sætter kagen på bordet«!

^{Der kan stadig findes rester af de gamle
vandingskanaler i Klosterkær ved Klostermølle.}

Større udbytte
Når høet var så nødvendigt, var det selvfølgelig oplagt at forsøge at øge mængden. En af metoderne var engvanding. Jorden i deltaet er ret sandet, og det vil sige, at selvom den ligger lavt, vil den hurtigt blive tør, hvis ikke det regner, og dermed stoppede græsvæksten. Det kunne modvirkes ved at overrisle engen med vand i tørre perioder. Med en velpasset engvanding kunne høhøsten øges med op til 50 procent.
For at lave engvanding kræver det, at man kan få vand fra et højere sted og lede ud i kanaler, der ligger højt, og herfra lade det risle ned over jorden til samlekanaler på de lavere steder. Ved Klosterkær havde man det hele. Gudenå var i forvejen opstemmet for at drive vandmøllen, og det var så kun et spørgsmål om at lede noget af vandet ud i kanaler.
Starten af engvandingen kan spores til en grøft, der forlader Klosterkanal cirka 50 meter neden for Riværket, den betondæmning, der tvinger vandet over i Klosterkanalen. Her begynder en ret højtliggende grøft ud langs kanten af ellesumpen.
Undervejs er dele af kanalen trådt op af køer eller bare skredet sammen og groet til, men den kan findes igen på begge sider af Klostermøllevej lidt syd for Dødeå, hvor kanalen er ret tydelig, især hvis det har regnet, da der så ofte står vand i kanalen.
Kendt i middelalderen
Tilløbskanalen fortsætter tværs under det sted, hvor vejen nu ligger, og viser, at engvandingen er ældre end vejen, men hvor gammel ved vi ikke. Engvanding var kendt i middelalderen, og det er muligt, at dele af kanalsystemerne kan være anlagt allerede i Voer Klosters tid. Munkene var kendt for at udvikle landbruget og indføre nye metoder fra Mellemeuropa.
Hvor langt op i tiden, engvanding fortsatte, ved vi også meget lidt om. Store anlæg til engvanding blev anlagt bl.a. langs Skjern Å i slutningen af 1800-tallet, men i denne tid var de ved at synge på sidste vers. Arbejdet med at passe dem var simpelthen for stort, og de passede dårligt sammen med mekaniseringen af landbruget.
De seneste efterretninger, vi har fra Klosterkær, er fra den engvanding, der ligger i engen øst for Klostermølle. Det blev brugt som kombineret engvanding og renseanlæg for vandet fra barkmaskinerme på papfabrikken på Klostermølle i hvert fald indtil 2. verdenskrig. Her ses stadig en tydelig tilløbskanal, der starter som et firkantet hul lige under et elletræ i Turbinedammen ved møllen og herfra under gårdspladsen i en tunnel og ud i en åben grøft  på den øverste del af engen med rester af betonbyggede aftapningskanaler og en samlekanal cirka midt i engen.

Sådan finder du engvandingsanlæggene i Klosterkær:
Engvandingsanlæggene kan ses ved landevejen lige syd for Døde Å. Her ligger en rimelig tydelig tilløbskanal på tværs af vejen parallelt med åen.
Kanalerne er meget udtrådte af køer, og de ses bedst ved halvhøj vandstand, hvor de små højdeforskelle blive synlige.
Desuden ses kanalsystemet ret tydeligt i engen øst for selve Klostermølle, hvor de var i brug længst.

GPS-koordinater: 56.04440 N 9.68300Ø