Flyverskjul på Ny Vissing Kloster

Der er stadig markante spor fra den gamle flyveplads og tyskernes flyverskjul

Der er stadig markante spor fra den gamle flyveplads og tyskernes flyverskjul
Af Jan Kjærgaard

GL. RYE: Lige syd for Salten Å mellem Gl. Rye og Sønder Vissing ligger et stort fladt areal mellem Salten Langsø og Brudesø. Her anlagde Gunnar Larsen i 1930’erne en flyveplads, så han hurtigt kunne komme til og fra området. Gunnar Larsen ejede Højkol og var ingeniør og forretningsmand, der arbejdede i F. L. Smith. Under krigen desuden minister i en lang periode.
Da tyskerne besatte landet i 1940, overtog de flyvepladsen og udbyggede den med bunkers og betonveje og andre bygværker.
Mærkelige volde
Hvis man følger vandrestien ind over ejendommen Ny Vissing Kloster, kommer man til at gå langs en kant med ældre skovfyr. Lidt inde i disse kan man tre steder finde en mærkelig jordvold. Set ovenfra ville det ligne en større firkant med en mindre stablet ovenpå, næsten samme forløb som en væltet sejrsskammel, men med cirka 10 meter mellem voldene.
Umiddelbart må man undre sig, men i sammenhæng med flyvepladsen giver det pludselig mening. Det er flyverskjul fra 2. Verdenskrig. Når flyene var på jorden, blev de kørt ud i skoven væk fra landingsbanen og bakket ind mellem voldene med halen inderst i det første hak. Med sløringsnet henover har de været svære at se, og ved evt. bombning fra luften skal en bombe ramme præcist mellem voldene for at skade, ellers vil volden tage af for granatsplinter.
Englænderne forsøgte en enkelt gang at bombe flyvepladsen i begyndelsen af  krigen (2.-3. maj 1940), men det mislykkedes helt. Bomberne fald langt fra deres mål og gjorde ingen skade på fly eller landingsbane. Flyvepladsen fik aldrig nogen særlig militær betydning, og aktiviteten blev i stedet flyttet til Karup og Aalborg.

I øvrigt er der også skyttegrave, antiluftskytsstillinger og mange andre spor efter 2. Verdenskrig i området, det er blot at søge.

FOTO: Jens Anker Tvedebrink
Voldene fra de gamle flyverskjul er stadig tydelige i landskabet.
Voldene var formet efter flyene, der blev bakket ind i de beskyttende anlæg.

Sådan finder du flyverskjul på Ny Vissing Kloster:
Der ligger flere flyveskjul langs nordkanten af ejendommen Ny Vissing Kloster. De findes bedst ved at følge den afmærkede vandresti ind over området. Her ligger de ind i fyrrene mod nord. En enkelt er ryddet og markeret med skilt, resten må man selv spotte.