Gravhøjene i Nordskoven og vadestedet over åen

En række af gravhøje antyder, at der en gang var en vej her, og måske førte den frem til et vadested ved Remstrup Å.

En række af gravhøje antyder, at der en gang var en vej her, og måske førte den frem til et vadested ved Remstrup Å

Af Jan Kjærgaard

FOTO: Jakob Stigsen Andersen Vi har mange gravhøje i vores skove. Nordskoven er ikke nogen undtagelse i den henseende.
Gravhøjene er i sig selv spændende. De er begravelsespladser for afdøde, og ofte spørger folk efter, hvornår de er fra, men det kan være sværere at sige. Når højene ligger inde i skoven som hos os, er de godt beskyttet, og man vil derfor ikke rode i dem. En udgravning er sådan set en ødelæggelse af fortidsmindet, og det ønsker vi ikke.
Den enkelte gravhøj kan samtidig være brugt flere gange. Først er der placeret en grav lidt nedsænket i jorden og derefter bygget en lille høj hen over den.
Senere kan der så være lavet en ny begravelse ovenpå, og man har så lagt et nyt lag ovenpå den gamle høj. Herved har man opnået en stor flot høj med kun det halve arbejde. På den vis kan der ligge flere grave ovenpå hinanden, og yderlig kan der være sat urner ned i højen eller rundt langs foden af den. Gravhøje er således brugt flere gange og ofte over en lang tidsperiode og er derfor også ret svære at genkende.

På linje
I Nordskoven har vi registreret 11 gravhøje, hvoraf hovedparten ligger nogenlunde på en linje fra Sejsvej og mod øst. De ligger lavt i landskabet og ikke særlig synligt, men hvis der nu i oldtiden lå en landevej langs dem, er de pludselig svære at overse. Landevejen må så føre ned til Remstrup Å lidt nedstrøms Nåege.
På den modsatte side af åen ligger Vejlsø og Vejlbo Mose. En vejle er et fladvand, hvor man kunne passere med vogn eller hest i gamle dage. Gad vide om  der ikke har været et gammelt vejforløb ned til åen her et sted?
Da Silkeborg Vandmølle så bygges flyttes trafikken dertil, og vandstanden i åen stiger, så vadestedet oversvømmes.
Navnet passer, gravhøjrækken passer. Historien er sandsynlig, men endnu mangler jeg at finde rester eller spor efter, hvor vadestedet præcis har været.

Stifinder:
Gravhøjene i Nordskoven og vadestedet over åen
Gravhøjene findes lettest med vandretursfolder Nordskoven Silkeborg . Med udgangspunkt fra p-pladsen overfor Nåege kan man hurtigt komme til de første fire-fem høje ind i skoven mod øst.
Vil man hjælpe med at lokalisere vadestedet, må man derimod ned til vandet og følge åen indad mod byen og gerne også på den side, hvor Indelukket ligger. Det ville være sjovt at få det lokaliseret.

Gps-koordinater: 56.15313 N - 9.57434 Ø

Billedtekst:
En af gravhøjene i Nordskoven finder man lige ved p-pladsen ved Nåege. Der er i alt registreret 11 gravhøje i Nordskoven, og de ligger nogenlunde på en linje. Ofte blev gravhøje placeret ved en vej, så det er sandsynligt, at der en gang i fortiden var en vej her. På billedet er det naturvejleder Jan Kjærgaard og kontorelev Dinna Bælum fra Naturstyrelsen – Søhøjlandet.