Spor efter fortidens marker øst for Kongshus

Sten samlet i rækker fortæller både om oldtidens jordbrug og nyere tids skovbrug

Sten samlet i rækker fortæller både om oldtidens jordbrug og nyere tids skovbrug
Af Jan Kjærgaard

Hvis man følger Fillesti, vejen fra Kongshus i Silkeborg Vesterskov mod Virklund, passerer man efter kort tid ligesom en »vulst«, der går tværs over vejen og ind gennem skovbunden mellem de store bøge. Går man lidt ind mellem træerne nord for vejen, vil man efter lidt søgen kunne finde rækker af sten, der ligger ned ad en svag skråning mod øst.
Første gang, jeg stødte på disse stenrækker, undrede jeg mig meget og spekulerede mest på, om det kunne være rester af stendiger, men hvorfor så tæt sammen og flere samme sted? Det tog tid, inden jeg fandt frem til en acceptabel forklaring.
Det store flade område, hvor de centrale dele af Vesterskoven er nu, har tidligere været oplagt at opdyrke og bruge til landbrug. Derfor finder vi mange steder, hvor der i dag er skov, spor efter marker.

^{Billedtekst
Stenene, der er lagt på rækker, er blevet samlet i forbindelse med, at vore forfædre, formentlig i jernalderen, opdyrkede marker, hvor der i dag er skov i Silkeborg Vesterskov. Senere har skovarbejdere flyttet på stenene, når de skulle grave riller til at så bøgetræer i. Her ser Else Marie Nielsen fra Naturstyrelsen, Søhøjlandet, og erhvervspraktikant Anne Sofie Rasmussen nærmere på stenene.}

Fra jernalderen
Her er et dejligt, kun let bølget område, hvor det har været oplagt at dyrke jorden.  Hvornår der var marker her, ved vi ikke med sikkerhed, men det antages normalt at være i jernalderen.
Når jorden pløjes, trækkes jord væk fra de høje områder og ud over de lave partier. Der dannes kanter både, hvor jorden pløjes væk, og hvor der fyldes på. Netop her tværs over vejen og i øvrigt også langs kanten af en lille mose, der i dag er tilplantet med sitkagran, ses disse pløjekanter rimelig tydeligt. Havde pløjekanterne været det eneste spor, havde jeg nok ikke turdet udnævne det til marker, men heldigvis er der også stenene.
Når jorden dyrkes, skal den ryddes for sten, og de ryger ud over markkanten og hober sig op ned ad skråningen uden for markfeltet.
Man skulle synes, at efter så lang tid ville alle spor være slettet, men netop fordi det er skov, og der kan gå årtier, ja århundreder imellem, at vi roder i skovbunden, bevares sporene bedre.
Dobbelt kulturspor
Pløjekanterne og rydningsstenene var så nogenlunde på plads, men det forklarede stadig ikke, hvorfor stenene  lå så smukt på rækker. Det fik jeg først forklaringen på ved at snakke med tidligere skovfoged Barbro Nielsen fra Vesterskov. Han fortalte, at når man tidligere skulle anlægge bøgekulturer, skete det ofte ved såning. Skovarbejderne blev så sendt ud med skovl og skulle grave riller i jorden. Stødte de på sten eller rødder, blev de pænt pillet op og lagt mellem de gravede riller.
Sådan, så hang tingene sammen. Stenrækkerne er et dobbelt kulturspor, dels efter jernaldermarkerne og senere efter skovbrug anno 1900.
Store dele af den mellemaldrende bøgeskov i Vesterskoven er sået. Det kan være svært at se i dag, hvor træerne er tyndet og passet gennem 100 år og skovbunden jævnet ud, men jeg har bemærket, at når der er faldet sne, og det smelter, så kan man pludselig se de gamle såriller som hvide striber. De er en anelse dybere, og sneen ligger her lidt længere: Skovbunden bliver zebrastribet.

Sådan finder du sporene efter fortidens marker øst for Kongshus:
Det omtalte markfelt findes bedst ved at følge vejen mellem Kongshus og Virklund. Her ligger området lidt inde mellem de pæne bøge lige nord for vejen - på det sted, hvor man lidt inde i skoven kan se en tæt bevoksning med sitkagran.

Gps-koordinater: 56.13341N – 9.52028Ø