Munkeurter ved de gamle klostre

Området ved Tvilum Kirke er et af de steder, hvor man kan finde levende fortids¬minder

Området ved Tvilum Kirke er et af de steder, hvor man kan finde levende fortidsminder
Af Jan Kjærgaard
Langs Gudenå har der gennem middelalderen ligget en lang række klostre. De er stort set forsvundet igen, kun enkelte klosterkirker som Tvilum Kirke og andre rester er bevaret enkelte steder, ellers skal man lede under jorden for at finde de sørgelige rester af fortidens store klostre.
En enkelt rest af klostrene findes dog næsten alle stederne, men overses ofte. Det er de gamle lægeplanter. Munkene kunne noget med medicin, og de dyrkede planter, som de brugte. Det var både danske og indførte planter, der blev dyrket. Da klostrene blev nedlagt, overlevede mange af urterne og såede sig selv. Den dag i dag kan vi gå ud og finde disse levende fortidsminder. Nogle steder er det ganske få arter, man kan finde, andre steder er det mange, måske op mod 20 forskellige.
Svaleurt
Det vil her være umuligt at nævne dem alle, men et par af de mere almindelige kan da omtales.
Svaleurt er en nydelig lille urt med gule blomster og fire kronblade. Det er en valmue, og som alle valmuer er den ret giftig. Den blev brugt mod hudsygdomme som vorter og fnat, hvor den givet virker, da den slår miderne ihjel.
Desuden blev den brugt for gulsot, en sygdom, som den er selvskreven til, da den indeholder gul mælkesaft. Gud, der har skabt alting, har også skabt sygdommene. Det har han gjort for at prøve mennesker, man kan bare læse i Jobs bog. Men samtidig har Gud skabt lægeurterne til at helbrede sygdomme, og han har så i sin visdom givet planterne kendetegn, der viser hvilke sygdomme, de skal bruges imod. Det er så for menneskene blot at tyde tegnene.

^{Svaleurten blev brugt mod hudsygsomme, men også mod gulsot.}

Læge- og ølurt
Humle er en af de andre gode lægeurter, som vi måske kan takke for, at der er danskere i dag. Som lægemiddel bruges den for hård mave, gulsot og især som sovemiddel. En pude med humlekopper giver en god søvn.
Vigtigst har humlen dog været som smagsstof i øl.
I gamle dage drak man ikke vand, men øl. En normal gård var et langhus med mennesker i vestenden og dyrene i østenden. Foran menneskerne var brønden, foran dyrene møddingen. Vandet kunne derfor være mere end tvivlsomt. Men når der brygges, koges vandet med humle, derved slås bakterier ihjel, og humlen overdøver eventuelle sære smagskvaliteter i vandet. Derpå hældes vandet over malten, så der kan dannes et godt udtræk og man tilsætter gær.
I stedet for tvivlsomt vand fås herved en god og nærende drik, nemlig øl. Det gav næring og stillede tørsten oven på saltmaden, og det var store mængder, der skulle til.  Det fortælles, at nonnerne på Vissing Kloster var berettiget til fire potter øl til natøl. Ikke at sige noget til, om de måtte ud en gang i nattens løb.

^{En lang humleranke, her vist frem af Mette Lynegaard Klenum fra Naturstyrelsen, Søhøjlandet. Dens blomster er brugt som sovemiddel, men ikke mindst som en vigtig bestanddel ved ølbrygning.
De store klostre er forsvundet, men enkelte klosterkirker som her Tvilum Kirke, står tilbage.}

Sådan finder du munkeurter ved de gamle klostre:
Lægeurter kan findes ved stort set alle vores gamle klostre og i øvrigt også ved flere landsbykirker, hvis ikke de er blevet for friserede.
Et af de gode steder med mange arter er Tvilum Kirke, ved Sørkelvej, hvor augustinerne havde et kloster.

Gps-koordinater: 56.24353N 9.67450Ø