Høje og slanke hanner - lave og buttede hunner

En høj slank ene, som den Jan Kjærgaard her står ved i Grøndal, er en hanplante. På hunplanterne vil der normalt altid være bær, for bærrene på ener er dels to-årige, dels bliver de siddende meget længe efter, at de er fuldmodne, så det enkelte bær reelt er på busken i op mod tre år. Der første år er bærrene grønne, andet år får de gradvist en dybblå, næsten sort farve, og den beholder de, indtil de efter lang tid falder af busken. Foto: Torben Larsen Ud over kønnet på enerne, har det dog også betydning for deres højde, om de står vindomsuste eller i læ. I Grøndal i Hårup Skov er enerne høje

Af naturvejleder jan Kjærgaard, Silkeborg Statsskovdistrikt

Hvor der går køer og andre dyr og græsser, holdes skovens træer væk. Dyrene æder, hvad der skulle være blevet til skov. Dog er der et træ, eller rettere busk, der klarer sig, det er enebærren. Enebær har den herlige egenskab, at den stikker. Det er vores eneste hjemmehørende nåletræ, der har blot lidt udbredelse i Danmark. Når husdyrene i gamle dage græssede, skulle de nok slippe, når de ved et uheld kom til at bide i en ene. Derfor bredte enebær sig på de gamle græsningsområder som heder og overdrev.

I Silkeborg-området står nogle af de flotteste enebær i Grøndal i nordøst-kanten af Hårup Skov øst for Hårup Sande. Flere af disse er høje ranke som sydens cypresser, og her kan man nok med rette snakke om træer, tætte buskede træer hvor småfugle kan gemme deres reder. I gamle dage brugte man de høje ener til hegnspæle og lignende, de er næsten uforgængelige.
Både høje og flade
Ene findes i mange forskellige former, fra høje som søjler til flade som pandekager. Vækstformen er øjensynlig arveligt bestemt, og derfor får man en udvælgelse af de former, der passer bedst til netop det område, hvor de står.

I Grøndal har der engang været en lille dyrket mark, der siden er blevet til græsningsområde. Mon ikke dalen altid har ligget lidt i læ?

Enebær er han- og hun-planter, og de bestøves af vinden, så for at bringe pollen rundt, kræver det, at buskene kommer op i vinden, så på læsteder bliver den dominerende enebærtype den høje, og på vindomsuste pladser vinder de lave og brede.

Der er dog yderlig en faktor der påvirker højden nemlig kønnet. Når pollen skal bringes fra han til hun med vinden, er det nemmest at bringe det nedad. Derfor er høje og slanke ener oftest hanner og lave og buttede oftest hunner, nøjagtig ligesom mennesker. Undersøgelser viser, at hannerne faktisk i gennemsnit er 25 % højere end hunnerne.

Endelig har enebær den herlige egenskab, at de giver en god smag på lammesteg og til brændevin. Alene af den grund er det en god ide at opsøge enerne ude i hede og skov.

Stifinder
Grøndal er nemmest at finde med vandretursfolderen over Nordskoven i hånden. Ved A-15 kan man parkere i skoven, hvor vejen går ind mod Schoubyes Sø (Den Kunstige Sø).

Her følges den gule afmærkning mod øst langs Århusvej hen til Grøndalsvej. Den følges ind i skoven og drejer hurtigt skarp til højre. Efter ca. 600 m drejes skarp til venstre. Og efter endnu 500 m drejer vejen igen skarp til venstre, men her går man af et næsten usynligt spor ind i skoven til højre herinde. Efter ca. 200 m står man i en stor lysning, dette er de gamle marker i Grøndalen, og her står enerne spredt.

GPS koordinater: 56° 09.885N 009°38.057Ø