Den sidste af de Nå-ege

Egen var - måske - vidne til en lokal småkonges flugt og død ved drukning

Af Naturvejleder Jan Kjærgaard, Silkeborg Statsskovdistrikt

I bogen Silkeborg 1845-1982 af Jan Horskjær er der på en af de første sider et billede fra ca. 1856 med en udsigt ca. fra Ulvehoved ned over Brassø og Nåege. Forgrunden er på billedet hede med et enkelt forblæst træ. I baggrunden øst for Nåege ligger der derimod en tæt skov af store løvtræer. Det er Nåege, den skov der navngav skovfogedstedet.

Baggrunden for, at skoven fik det navn, er et gammelt sagn. I 1300-tallet var der en periode, hvor Danmark i praksis ikke havde nogen central kongemagt. Herremændene sad som små herredskonger i deres område, og kunne endda føre krig mod hinanden.

Således sad der en konge på Kongshus i Vesterskoven, hans navn kender vi ikke, slottet Silkeborg var ejet af bispen i Århus, og på Dynæs sad endnu en konge af den gamle adelsslægt Mus.
Ingen madro
Nu var vesterskovskongen og Mus blevet uenige om nogle grænsedragninger, og en årle morgen stillede vesterskovskongen med alt sit folk ved Dynæs.

Da skulle Mus have udtalt de berømte ord: Kan mus da ikke få madro?

Vesterskovskongen havde svaret: Kun så længe kat vil, stå nu op og forsvar dig! - Så startede kampen.

I begyndelsen klarede Mus sig godt, men så var der en af Vesterskovkongens folk, der fandt på at kaste en brand (en fakkel) ind i borgen, ilden fik fat og kunne ikke bekæmpes, når man samtidig skulle forsvare sig.

Mus fik samlet alle sine mest værdifulde sager i en stor jernbeslået kiste, og fik den båret ned til Julsø, for at sejle den over søen og dermed sikre den.

Imidlertid blev båden med kisten så tung, at den kæntrede ude mellem Dynæs og Møgelø, og kisten forsvandt i dybet. I sidste århundrede var der faktisk nogle fiskere, der fik en kiste i nettet, men da de forsøgte at bjærge den, var den så tung, at nettet brast, og ingen har siden set kisten.
På flugt
Mus skiftede derpå sin hjelm ud med en lettere hat og fik sadlet en hest. Pludselig smækkede han borgporten op, og red alt hvad remmer og tøj kunne holde ad Silkeborg til. Århusbispen var en slægtning til ham, og gættet er, at han ville søge tilflugt her.

Vesterskovskongen satte imidlertid efter ham med sine folk. Hen over Sejs Hede gik det, og her i slutningen af Sejs ved en lille egeskov nåede de ham. Mus drejede nu sin hest ned mod åen, hvor der dengang var et vadested, men i skyndingen tog han fejl, og kom i stedet ud på det dybe vand. Han havde rustning på og blev trukket ned i det, der siden har heddet Kongsdybet. Det eneste, der ikke sank, var hans hat. Den flød for vinden og blev senere fundet på et lille næs lidt længere mod øst - Hattenæs.

Egelunden er nu for længst forsvundet, men går man tur i området mellem Nåege og Hattenæs, bemærker man dog, at der stadig er mange flotte ege indblandet mellem bøgene og lidt ude mod øst, i vestkanten af en bevoksning med rødeg, ca. 30 meter fra Sejsvej, står der en ruin af en ældgammel eg. Kronen er for længst borte, og den sidste levende gren faldt af i stormen i 1999, nu er træet nok helt dødt. Hvor gammel denne træruin er, er umulig at sige, men det er givet den sidste af de Nåege.

Stifinder
Træet kan være ret svært at finde. Det bedste er at gå op fra vestenden af Hattenæs af den snoede vej.

Undervejs opad vil man bemærke rødeg på begge sider af vejen. De kendes på de store takkede blade. Find en sti ind gennem rødegen til venstre (NV). Hvor rødegen slutter ligger en lille lavning ca. 20 m fra Sejsvej. Her står egen som en gammel forfalden stub.

GPS Koordinater: 56° 09.014N 009°34.627Ø