8. Oasen på heden

Først bevæger du dig op langs skovbrynet, inden du krydser selve Kompedalen, der er præget af sandklitter, som vinden har blæst op. Klitterne er små, bløde høje, der ligner melboller. I folkemunde er de blevet kaldt kumper eller komper, der er jysk for melbolle. Sigt efter den blottede klit, der lyser op i lyngen. Her finder du en lille lun oase af sand med et vandhul, som vildtet drikker af. Dyrenes færdsel på stedet betyder, at sandet forbliver blottet. Det skaber gode betingelser for blandt andre strandtudser, billen grøn sandspringer og blomsten blåmunke, der giver nektar og pollen til mange bier og sommerfugle.