Aktiviteter i Nørreskoven

Vandretur

I den sydøstlige del af skoven er der med gul farve markeret en vandrerute på 4 km. Du kan f.eks. begynde turen ved Barkladen. Derefter går den igennem von Langens Plantage og videre ud mod Furesøen. Her følger den de høje skrænter og undervejs passerer du bl.a. svenskebøgene og flådeegene.

Med kortet har du alle muligheder for at tilrettelægge din egen rute. Og du er også velkommen til at forlade stierne og gå på opdagelse i skoven.

Mountainbiker i Nørreskoven. Foto: Tobias Markussen

På cykel og mountainbike

Du må cykle på de fleste stier og skovveje. Men vær opmærksom på, at du du skal tage hensyn til de gående, og at du ikke må cykle på søstien.

Der er anlagt en 26 km lang mountainbikerute gennem Nørreskoven, Frederiksdal Storskov, der er privatejet, Bøndernes Hegn, Hareskovene og Jonstrup Vang. Mountainbike-ruten i Nørreskoven er på 4,2 km. Ruten er markeret med rødt og med mountainbike-piktogrammer. Husk at der også er gående på stierne. Så tag hensyn!

Se MTB-kort for Hareskoven

Husk at du ikke må cykle på søstien i Nørreskoven.

Kano og kajak

Furesøen og hele Mølleåen er et oplagt sted for kano- og kajakfolket, og det er tilladt at ro, padle og windsurfe på søen. Du kan tage din egen kano/kajak med eller du kan leje.

Lej en kano/kajak hos Frederiksdal kanoudlejning

Lej en kano/kajak på nybrokano.dk

Langs med hele Nørreskovens kyst ud til Furesøen  er der med jævne mellemrum landgangssteder med bålpladser. Her må du slå lejr for en enkelt nat. Der er også landgangssteder ved Kollekolle-sletten og Åsevang, der tilhører Naturstyrelsen.

Roning på Furesø. Foto: Tobias Markussen

Bådfart

Du kan stige på bådene ”Furesøen” og ”Hjortholm” ved anløbsbroen ved Furesøbadet eller ved Kollekolle. Bådfarten har eksisteret lige siden 1890erne.

Læs mere om sejlplaner og ruter på baadfarten.dk

Furesøbadet. Foto: Tobias Markussen

Furesøbadet

Ved Furesøbadet i den nordlige ende af Furesøen kan du bade hele året, men der er kun livredderopsyn i sommerhalvåret. Furesøbadet er et gammelt badested med en anlagt sandstrand, badebro, omklædningsrum, kiosk og restaurant. Der er også et søsportcenter med roklub, kano- og kajakklub, sejlklub og windsurfingklub.

Læs mere på vildmedvand.furesoe.dk

Her kan du i sommersæsonen tjekke badevandstemperaturen.

Løber i Nørreskoven. Foto: Tobias Markussen

Med fiskestang

Fiskeriet er frit i Furesøen. Men hvis du er mellem 18 og 65 skal du have et fisketegn.

Køb fisketegn på fisketegn.dk

Du kan både fange sandart og aborre men også gedde, karpe og karusse.

Se mere på lystfiskeri.dk

Med hund

Du må gå med løs hund i den nordlige ende af Nørreskoven. Det vil sige, at din hund må gå løs, hvis du har kontrol over den. I den øvrige skov er hunde velkomne, men de skal være i snor.

Læs mere om hundeskoven

Til hest

Der er anlagt i alt 25 km ridesti Lille og Store Hareskov, Jonstrup Vang, Bøndernes Hegn og Åsevang. Åsevang ligger lige øst for Kollekolle og Nørreskoven.

Se folderen Ridning i skoven