Aktiviteter i Ølgryde Plantage

Vandreture

Da Ølgryde Plantage ligger tæt på Holstebro, er skovområdet velbesøgt af alt fra hundeluftere til børnefamilier, der vil have gang i bentøjet. Områdets små skovveje og trampestierne mellem træerne opfordrer til hyggelige traveture og gode samtaler. Der er ingen afmærkede vandreruter i plantagen, hvilket indbyder dig til at gå på opdagelse i naturen – så længe du tager hensyn til dyr og planter. Du farer ikke vild, for plantagen er let at orientere sig i. Gennem de sidste godt 50 år er området blevet tilplantet med både dyrenes velfærd og menneskenes nydelse for øje. Det betyder, at du flere steder fra plantagens skovveje har udsigt til fløjlsbløde bakker og skovbryn, hvor sky rådyr kigger ud.

Hundeskov

Hundeskoven på Mikkelborgvej helt ud til Skjernvej er et populært sted for lokale beboere at lufte deres hunde. På en varm forårs- eller sommeraften sidder hundeejerne ved borde og bænke, mens deres firbenede venner drøner rundt og leger. I modsætning til resten af Ølgryde Plantage må din hund løbe frit i hundeskoven – så længe den vel at mærke er under din kontrol.

Læs mere om, hvilke regler der gælder for hunde i naturen

Se hundeskov på udinaturen.dk

Overnatning

I den vestligste del af Ølgryde Plantage – lidt nord for Ølgrydevej – ligger plantagens shelterplads. Her er et shelter med soveplads til 7-9 personer og et bålhus med shelter, hvor der er plads til 8-10 personer. At kalde placeringen for malerisk vil være en underdrivelse. Shelterne har udsigt over en lille sø, hvor fuglene jager insekter, og råvildtet slukker tørsten.

Ved shelterne er der flere borde og bænke. Bag shelterne ligger pladsens brændestabel – det er gratis at bruge brændet. Du skal bare selv kløve det. Mange brugere efterlader brænde til de næste gæster.

Shelterne ligger på en lille bakke, som kan være svær at forcere i en kørestol. Toilettet er et skovtoilet, der ikke er handicapvenligt.

Læs mere om booking af shelter på book.naturstyrelsen.dk 

Vil du hellere sove under teltdug, fortvivl ej. Der er fri teltning i hele Ølgryde Plantage.

Book en skov

Det er muligt at booke dele af Ølgryde Plantage til forskellige arrangementer.

Læs mere og lav din booking på udinaturen.dk

Jagt

Jagten i Ølgryde Plantage er udlejet til et konsortium. Det er derfor ikke muligt at leje dagjagter i Ølgryde Plantage.

Geocaching

Savner du at gå på en god gammeldags skattejagt, ligger svaret lige for: Geocaching. I området omkring Ølgryde Plantage har andre skattejagtsinteresserede gemt såkaldte geocacher, der er ”skattene” i hobbyen geocaching.

Kort fortalt handler geocaching om, at man ved hjælp af en GPS-modtager eller en smartphone skal finde geocachers – en lille boks, der kan indeholde alt fra nøgleringe til avisartikler. Når man har fundet cachen, tager man en af tingene med sig og efterlader en ny skat til den næste skattejæger.

I geocachen finder du en logbog, hvor du skriver, at du har fundet skatten. Når du kommer hjem fra skoven, logger du på Geocaching.com og skriver, at du har fundet cachen.

Læs mere om skattejagten på geocaching.com

Bær og svampe

Ølgryde Plantage er et yndet udflugtsmål for folk, der kan lide at samle mad i naturen. I svampesæsonen bugner plantagen med gode spisesvampe som kantareller og Karl Johan. Vi ville gerne fortælle, hvor du kan finde svampene… men som du sikkert ved, er alle gode svampesteder hemmelige.

Her vokser også bærbærende planter som brombær, hyldebær og rønnebær. Du må plukke dem alle, så længe det er til eget forbrug.

I den nærliggende Stråsø Plantage er der i august gode muligheder for at plukke tyttebær på hederne. Skovvejene er derfor åbne for bilkørsel den sidste hele weekend af måneden.

 

Ridning

Ridning og kørsel med hestevogn er generelt tilladt på veje, spor og brandlinjer.

Bål/grill

Af hensyn til brandfare må du kun tænde bål og have anden åben ild ved shelterpladsen i Ølgryde Plantage.

Læs mere om shelterpladsen på udinaturen.dk

Badning

Ved shelterpladsen i Ølgryde Plantage ligger en lille, lavvandet sø, der ofte tørrer ud i sommermånederne. Søen er derfor ikke velegnet til badning.

Trænger du til en dukkert, kan du hoppe i den nærliggende badesø i Stråsø Plantage. Søen ligger i smukke omgivelser ved Skelvej i det nordvestlige hjørne af plantagen. Da vandstanden i badesøen afhænger af grundvandstanden, kan søen være lavvandet i sommermånederne. Ude i søen er der en lille ø med bål-og grillplads, samt borde/bænke til fri afbenyttelse.