Jernalderens største bornholmske fæstningsværk

1. Ringborgen på næsset

Allerede for 200 år siden var der fokus på Rispebjergs rødder tilbage til oldtiden. I en indberetning fra præsten ved Peders Kirke, Herman Præst, til Nationalmuseet fra 1808 gives følgende beskrivelse af Rispebjerg: ”Herfra har ventelig Søerøverne i Oldtiden haft deres Udkik til Søen paa 1/4 Vejs Distance, og tillige havt deres Smuthul, og faste Bolig der, som da har været langt mere omgivet med Skov, end nu”. Det er naturligvis Ringborgen yderst på næsset, der har givet anledning til denne sørøverhistorie.

Jernalderens tilflugtsborg med den indre Ringborg yderst på næsset og den ydre ringvold med volde og voldgrave.

Snit af den yderste del af Rispebjergnæsset, der viser Ringborgens meget strategiske placering.

Ringborgen ligger strategisk placeret på et naturligt næs, afgrænset på tre sider af stejle skrænter ned mod Øleådalen. Borgen har ligget særdeles godt beskyttet med op til 15 m høje stejle skrænter til alle sider undtagen mod sydøst. Her har Ringborgen i stedet været sikret af en 115 m lang og 3 m høj halvkredsvold opført af solide jordværker i form af volde og voldgrave. Den del af borganlægget blev fredet i 1894. 
Endnu et voldforløb har yderligere befæstet næsset 200 meter længere mod sydøst. Ringborgen indhegner med den ydre ringvold et areal på ca. 4,5 ha, og er herved Bornholms største forsvarsværk fra jernalderen. Til sammenligning er øens næststørste borganlæg fra oldtiden, Borgen i Rø Plantage, på 3,2 ha.

Engen vest for Ringborgen har også været befæstet med en 28 m bred voldgrav, der har skåret sig gennem Øleådalen og herved sikret borganlæggets livsvigtige vandforsyning i form af to kildevæld. Samtidig indhegner voldgraven vigtige græsningsarealer til de medbragte husdyr.

Hvornår Ringborgen er blevet opført og været i brug er ikke endeligt fastslået. Indirekte fortæller fundet af en gravplads indenfor selve borganlægget dog, at borgen er blevet opført kort efter Kr. f., og at den må have været i funktion gennem det meste af romersk jernalder indtil ca. 300 efter Kr. f.

2. Til forsvar mod fremmede

Med Ringborgens størrelse ville man forvente også at finde store mængder bopladsmateriale. Det er bare ikke tilfældet. Tilsvarende er det heller ikke lykkedes at lokalisere spor af bygninger eller andre anlæg samtidige med Ringborgen, hverken på den indre borgplads eller på den store flade mellem de to ringvolde. Den bemærkelsesværdige mangel på fund fortæller, at borgpladsen ikke har været brugt til almindelige bosætningsformål. I stedet har den snarere tjent som tilflugtsborg til brug i urolige tider.

Ved hovedindgangen ligger volde og voldgrave let forskudte i forhold til hinanden. Det har været en strategisk smart konstruktion, der har givet forsvarene mulighed for at overvåge og skyde på langs af palisader og voldgrave.

Ud fra de bevarede rester af Ringborgen og den ydre ringvold kan det være svært at forestille sig, hvilket effektivt forsvarsværk borgen tidligere har været. Af den ydre ringvold er der frem til i dag kun bevaret et par mindre og lave voldrester under Snaphøj og i kanten af den åbne råstofgrav. En lav jordvold markerer nu hele det oprindelige voldforløb. Det rekonstruerede voldforløb har dog væsentligt mindre dimensioner end den oprindelige. Tilsvarende er voldgravene også for længst fyldt op, kun med undtagelse af forløbet der følger hulvejen ned i den gamle råstofgrav. Det kan derfor være svært umiddelbart at forstå anlæggets betydning som forsvarsværk. Men her kommer de arkæologiske undersøgelser til hjælp og kan løfte lidt mere af sløret for Ringborgens oprindelige udseende og forsvarsevne.

Mellem vold og voldgrav har der været rejst svære stenpakkede stolper, der har målt op til 30 cm i diameter. Stolperne har støttet volden – og nedgravet 180 cm i jorden har stolperne rakt adskillige meter over jordoverfladen, hvor de har dannet et brystværn til dække for borgens forsvarere. I den ydre ringvold har tre indgange ført ind til borgen med hovedindgangen placeret midtvejs i forløbet.

Som sidste skanse ligger den inderste ringvold og voldgrav, der har betydeligt større dimensioner. Voldgraven er 8-12 m i bredden og mindst 2 m dyb. Sammen har ringvold og voldgrav herved skabt en facade udadtil på næsten 5 m, som skulle forceres før eventuelle fjender nåede ind på den indre borgplads. Yderligere kunne en tæt tjørnebevoksning have beklædt volden, som en form for naturlig ”pigtråd”. Til den indre borgplads har der været indgange i NØ og i SV. Endelig har der fra vest været adgang til borgen via et vadested over Øleåen og en meget stejl opkørsel.

Med tiden mister borgen sin betydning. Voldgraven omkring den ydre ringvold fyldes gradvist op. Senere sker der enten en bevidst opfyldning af resten eller også er træværket op mod volden brudt sammen og styrtet i voldgraven. Hvornår den ydre ringvold er blevet sløjfet er der ingen sikker viden om, dog ser det ud til at være sket tilbage i oldtiden.

3. Tilflugtsborg for omkringliggende bygder

På flere af Bornholms naturligt afgrænsede bakker og klippeknolde er der gennem jernalderen opført større og mindre forsvars- eller tilflugtsborge. Generelt har det været vanskeligt at datere borganlæggene. Men foruden Ringborgen på Rispebjerg, der sandsynligvis daterer sig til tidsrummet mellem 50 og 300 efter Kr. f., kan Gamleborg i Paradisbakkerne dateres til omkring 200 efter Kr. f. Yderligere formodes Borgen i Rø Plantage og Store Borg ved Spællinge Mose også at høre hjemme i den ældre jernalder. Sammen med borganlæggene forekommer det samtidig naturligt, at man allerede i jernalderen har gjort brug af et sammenhængende varslingssystem, som det kendes fra historisk tid med antændelsen af bavne på markante storhøje og terrænpunkter.

Tilflugtsborge fra jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Hele øen har sandsynligvis været dækket af borge med 8-10 km mellemrum. Den mørkere farve angiver udmarksområder.

Byggeriet af Ringborgen har været en stor arbejds-opgave, der har krævet en talstærk mandsstyrke og en god organisation. Man må forestille sig, at borg-anlægget har været opført i fællesskab af mange bygder indenfor et større område. I ufredstid har man fra de enkelte bygder kunne søge tilflugt på Rispebjerg, og her stå sammen om forsvaret mod eventuelle indtrængende fjender.

Fra samme tidsrum, som hvor Ringborgen var i funktion, er der i flere af gravene på den nærliggende Slusegård-gravplads fundet spor efter lemlæstelser og kamp. Med beliggenheden blot få kilometer fra Rispebjerg må folkene fra Slusegård-bygden have været en del af Ringborgens bagland. Lignende borganlæg er opført over det meste af Sydskandinavien og vidner sammen med de talrige våbenofringer i moserne om en meget urolig og plyndringshærget periode.

4. Strategiske inddelinger af landskabet

Præsten J.P. Koefoed har i en kaldsbog fra 1849-58 bemærket, at der på Rispebjergplateauet fandtes mange langvolde. Han beskrev, at det måtte være ”Levninger af Oldtidens Forskands-ninger og maa vel antages opkastede af Landets ældste Befolkning imod den fremmede Invasion”.

Den lokale arkæologikyndige, Peter Thorsen fra Pedersker, faldt over pastor Koefoeds tidligere iagttagelser, og iværksatte en registrering af samtlige diger i sognene Poulsker, Pedersker og Bodilsker. Desværre har det ikke været muligt at få sat alder på digerne. Men mange af digerne kan meget vel have indgået i et ydre forsvarsværn til Ringborgen, for at forstærke forsvaret af det flade land op mod Rispebjerg.

Peter Thorsens digeregistreringer fra begyndelsen af 1900-tallet indtegnet med stiplede linier på et Generalstabskort fra 1870. De endnu eksisterende diger er markeret med brune fuldtoptrukne streger. © Geodatastyrelsen

Op i historisk tid ved vi, at det sydøstbornholmske landskab mere eller mindre har været opdelt i ”celler” afgrænset af diger med kroner af en tæt tjørnebevoksning. Tjørn og volde i forening har besværliggjort og dermed forsinket eventuelle fjenders fremrykning.

Urolige tider

5. Ringborgens tidligste forsvarere

Inden for den ydre ringvold, ved Snaphøj, har ligget en gravplads med mindst 11 skeletgrave og 22 brandgrave. Gravpladsen er sandsynligvis større, men pladsen er kun undersøgt og afgrænset i nordlig retning. I skeletgravene har de fleste fået lerkar med som gravgave – enten som hele kar eller symbolsk i form af fragmenter af kar. I flere af gravene er den døde gravlagt med sin ragekniv. Gravgodset fra skeletgravene fortæller herved, at der er tale om mandsgrave fra omk. 50 efter Kr. f.

Gravpladsen indenfor voldene på Ringborgen med skeletgrave og brandgrave.

Lerkarsæt fra gravpladsens rigeste brandgrav.

Bronzepincet, bæltebeslag og et dragtspænde af bronze - gravgaver fra et par af gravene på Rispebjerg.

Halvmåneformede rageknive, lille kniv og syl – alt sammen fremstillet af jern.

Størstedelen af de fundne grave på gravpladsen var brandgrave - dvs. grave hvor den døde er blevet brændt på et ligbål. Med dateringer fra 1. århundrede til det 2.-3. århundrede efter Kr. f. er brandgravene yngre end skeletgravene. De ældste af brandgravene indeholdt kun få fund, mens de yngre grave var mere fundrige. Foruden resterne fra ligbålet, trækul og hvidbrændte benstumper, er der i gravene fundet lerkar, dragtspænder af bronze, jernknive m.v. I en enkelt af gravene havde den afdøde fået 5 lerkar med sig foruden en jernnål, en kniv og 3 bronzefibler (dragtspænder). De mange fibler kunne tyde på, at her er tale om en kvindegrav. Ellers har det ikke været muligt at bestemme hverken køn, alder eller dødsårsager for brandgravene.

Kun en enkelt af gravene viser tegn på en voldelig død. Det er en skeletgrav dateret til efter 200 e. Kr. f.. Her lå rester af hoved og tænder ved hoftebenet, og lårknoglerne lå på tværs af gravens længderetning. Måske er det skæbnen for en af Ring-borgens forsvarere?

6. Halshugning og gravskænderi

Ude ved kysten, hvor Øleå har sin udmunding, ligger Bornholms største kendte gravplads fra jernalderen, Slusegård. Her er fundet mere end 1400 grave, der er anlagt over en 500 årig periode af jernalderen fra kort før Kr. f. og 500 år frem.

Gravpladsen rummer en blanding af skeletgrave og brandgrave helt tilsvarende billedet fra Rispebjerg. Mange af Slusegårdgravene er også anlagt samtidig med gravene på Rispebjerg. Det gælder bl.a. en gruppe skeletgrave med tydelige spor efter vold. Flere er ligene er halshuggede og andre har fået brækket lemmer eller der er sket anden form for lemlæstelse. En enkelt af de gravlagte har fået en jern-spids gennem kraniet. Det er meget nærliggende at se disse grave i sammenhæng med Ringborgen på Rispebjerg. Slusegårdbygden har været en del af det opland, der som sidste udvej kunne søge tilflugt inde i baglandet på Ringborgen.

To af gravene fra Slusegård, med halshuggede lig.

På Slusegårdgravpladsen er der også sket målrettede plyndringer af et stort antal grave. Plyndringerne er sket i midten af det 2. årh. efter Kr. f. Tilsyneladende har gravrøverne været interesseret i bestemte genstande – i våbengravene har især sværdene været eftertragtede. Plyndringerne er tilsyneladende sket så mange år efter gravlæggelserne, at gravgodset må antages at have været uanvendeligt. Derfor har plyndringerne snarere været symbolske ødelæggelser end reelle berigelser. Måske kunne det være resultatet af indtrængende fjenders hån og ydmygende gravskænderi?

7. Angreb fra øst

Jernalderens urolige tider var begyndt tidligt i århundrederne efter Kr. f. Germanske stammefolk kæmpede indbyrdes, og det var krigsførelse af et omfang, som ikke tidligere var set i det skandinaviske område. Bølger af organiserede angreb ramte i første omgang Kattegatregionen, og især i området omkring Østjylland og Fyn. Angrebene udgik fra den vestlige del af den skandinaviske halvø. Stridighederne fortsatte de følgende århundreder, men nu var det især Østersøregionen, der dannede ramme om urolighederne. Når et fjendtligt angreb var blevet nedkæmpet af en lokal forsvarsalliance, blev den slagne hærs udrustning ofret i en helligmose.

Spyd- og lansespidser fra våbenofferfundet i Balsmyr Mose.

Fund af ofret krigsbytte fra Balsmyr Mose og Knarremosen på Bornholm, Hassle Bösarp Mose i Skåne, Skedemosse på Öland og Gudingsåkrarne på Gotland fortæller alle om et dramatisk århundrede for området i 3. århundrede efter Kr. f. I disse moser blev der ofret våbenudstyr fra hære, der havde deres hjemsted et eller flere steder i Østersøregionen. Ringborgen på Rispebjerg skal uden tvivl ses i sammenhæng med krigsbytteofrene i moserne, og deres beretning om fjendtlige angreb.

Krigsbytteofringerne fra tiden omkring 300 efter  Kr. f. Fundene viser, at udstyret stammer fra krigere fra Uppland og de baltiske egne.

Et gammelt sagn beretter faktisk, at Kurlændere (del af det nuværende Letland) i fordums tid skulle have gjort landgang på Bornholm ved Listed. Fjenden trængte ind i landet, hvor de hærgede med mord og brand. Navnet ”Brændesgårde” sydvest for Svaneke skulle ifølge sagnet stamme herfra. Til sidst overvandt bornholmerne dog de fremmede, og samtlige fjender blev slået ihjel ved Sorte Muld. I Vestermarie findes endnu en Kurlændergård (i dag Elisegård) og ved gården resterne af et stort dige, der kaldes Kurlænderdiget.

8. Nye gravfund

Ved anlæg af P-pladsen ved Rispebjerg i 2008 dukkede yderligere nye grave op. 5 skeletgrave, som alle formentlig er kvindegrave - og i to af gravene var hunde også blevet gravlagt. Gravene er fra sen germanertid omkring 750 efter Kr. f. og fortæller herved, at stedet har været beboet gennem en stor del af jernalderen. 

Armringe af bronze givet med som gravgaver i den ene af gravene.

Et borganlæg som Ringborgen har også krævet løbende vedligeholdelse for at kunne være funktionsdygtigt i en krise-situation. Nogen må derfor have boet på borgen og stået for denne vedligeholdelse.

9. Forsvarsborge, sejlspærringer og store voldanlæg

Samtidig med Ringborgen på Rispebjerg og de øvrige bornholmske tilflugtsborge fortæller adskillige anlæg opført til befæstning og forsvar rundt i landet om urolige tider. Det gælder en række pælespærringer i fjordområder, anlagt for at hindre sejlads. Tilsvarende er en række voldanlæg anlagt på strategiske steder på tværs af færdselsårer til forsvar og kontrol med færdslen på landjorden. Langs Hærvejen findes flere større voldanlæg – bl.a. Margrethediget, Trældiget, Æ Vold og Olgerdiget. Enkelte tilflugtsborge kendes også fra samme tid – bl.a. Troldborg Ring på kanten af Vejle ådal.

De mange samtidige og forholdsvis ens søforsvarsanlæg og langvolde på land tyder på, at man måske har rustet sig mod en fælles oversøisk fjende.