Geologi

Rø Plantage er en del af det højtliggende Nordbornholm, hvor grundfjeldet er synligt, eller kun dækket af et tyndt lag jord. I det øvrige Danmark (og på Sydbornholm) ligger grundfjeldet langt nede under overfladen, dækket af tykke lag jord, kalk, sand, grus, ler og ikke mindst havaflejringer som sand- og kalksten. Det grundfjeld, man ser i Rø Plantage, består af gnejs, der er 1.7 milliarder år gammelt. Plantagen gennemskæres af flere sprækkedale, de største er Nørre- og Søndre borgedal, hvoraf den sidste i dag rummer en kunstig opstemmet sø, Borgedalssøen.

Bønder i skoven

Da de første bønder kom til det, der i dag hedder Rø Plantage, var området urskov. Her voksede eg og avnbøg, her levede kronhjorte og her var vand. Men jordlaget var tyndt, klippen lå højt, og jorden var ikke særligt frugtbar. Hvorfor de valgte at slå sig ned her, er svært at sige. Men det var i de allerførste århundreder af bondestenalderen, hvor landbrug og husdyrhold var ganske nyt, og hvor jagt og indsamling stadig havde stor betydning. I Rø Plantage er der fundet tre forskellige bopladser fra bondestenalderen. Der har også været både bronze- og jernalderfolk i plantagen, for der findes bautasten, røsegrave og spor efter deres agerdyrkning.

Tilflugtsborgen

Det mest håndgribelige oldtidsminde i Rø Plantage er jernalderborgen på næsset.

Jernaldersamfundet var præget af både sociale forskelle og af uro. Fund af krigergrave og våbenofringer i moser peger på, at samfundet var ved at blive militariseret. Grave med lemlæstede lig tyder på ufredstider. Formentlig derfor anlagde datidens mennesker en tilflugtsborg på en svært tilgængelig klippeknold højt oppe mellem de to store sprækkedale. Her kunne egnens beboere søge tilflugt med husdyr og ejendele, beskyttet af klippesidernes utilgængelighed og en 275 meter lang stenvold for resten. 

Højlyngstiden

Ingen ved helt, hvornår højlyngen blev højlyng. Men den oprindelige skov er blevet mindre og mindre lige siden bondestenalderen, hvor skovrydningen startede. Den gang måtte træerne vige for datidens landbrug, og siden blev mere og mere skov inddraget til landbrugsjord og derefter til byer og andre menneskelige aktiviteter.

Den skov, der var tilbage, blev udnyttet intenst til at skaffe brænde og tømmer. Samtidigt sendte bønderne deres svin i skoven om efteråret, hvor de åd olden, der ellers skulle blive næste generations træer. Den olden svinene overså, blev til småtræer, og de blev ædt den næste sommer, når køer og får kom på græs. Resultatet blev, både på Bornholm og i det øvrige Damark, at skoven til sidst stort set var forsvundet.

På Bornholm blev skovene inde på øen til klippeheder med lyng og ene. Højlyngen blev området kaldt, og det fyldte omkring en femtedel af øens areal, indtil skovrejsningen begyndte i 1800tallet. På højlyngen fortsatte befolkningen deres aktiviteter, fra dengang den var skov: de hentede det brænde, der var, de skar lyng og hentede tørv i moserne, og de sendte dyrene på græs. Formelt var højlyngen kongens ejendom, men der blev praktiseret en slags allemandsret.

I slutningen af 1700tallet var Danmarks skove tæt på udryddelse, da kun 2-3 procent af landet var skovdækket. Forskellige konger havde i flere omgange forsøgt sig med forordninger om skovbevarelse og plantning af ny skov, men var i det store hele blevet overhørt. 

Plantagen plantes

I år 1800 besluttede kong Christian den 7., at Almindingen skulle genrejses, blandt andet med henblik på at skaffe egetræ til flåden. Men først 1832 blev det bestemt, at allemandsretten til højlyngen skulle afskaffes. Så gik der yderligere ti år før højlyngen blev delt mellem staten og øens sogne.

På knapt en fjerdedel af højlyngen skulle kongen rejse skov for egen regning. Resten blev til landejendomme eller blev fordelt mellem landsognene, der også skulle plante skov.

Der gik yderligere nogle år med en langsommelig fordelingsproces og diverse juridiske forviklinger, men i 1863 blev Rø Plantage hegnet ind med et 10 kilometer langt stengærde. To år efter begyndte skovrejsningen. Lyng og ene måtte vige for især skovfyr, lærk og rødgran.

Borgedalssøen

På grund af det tynde jordlag er træerne i Rø plantage meget udsatte i stormvejr, og plantagen er flere gange blevet ramt af voldsomt stormfald. Helt galt gik det i 1967, hvor en storm væltede enorme mængder hugstmodent træ. Ikke kun Rø Plantage var blevet ramt, og selv om både skovarbejdere og savværker arbejdede alt, hvad de kunne, var det ikke muligt at samle og skære træet op, inden svampe og insekter ville ødelægge det. Løsningen blev at opstemme åen i Søndre Borgedal, så træet kunne lægges i vand og på den måde bevares, indtil der blev tid til at bearbejde det.

Egentlig skulle ordningen have været midlertidig, men Borgedalssøen ligger der endnu.