Vandreruter
Rold Skov vrimler med skovveje og skovspor, som alle er brugbare til en vandretur. I vandretursfolderne for Rold skov og Rebild Bakker er nogle af de mest farbare og spektakulære markeret med gult. Den gule farve genfinder du i naturen, som gule pletter malet på stammer eller store sten. Ca. 60 km vandreruter er afmærkede. Følg gul rute og hav folderen i baglommen, så farer du aldrig vild i den store skov. Alle de gule ruter har tilknytning til de mange p-pladser, hvorfra der er markeret kortere eller længere stisløjfer med længde angivet på kortet. Næsten alle skovens seværdigheder kan nås ved at følge de gule ruter.
Normalt er skovvejene kun beregnet til motorkørsel i forbindelse med skovens drift, men i statens del af Rold Skov er mange af skovvejene i så god stand, at de godt kan befærdes af handicappede med f.eks. en el-scooter eller tilsvarende motoriseret kørestol - dog uden garanti. Omkring St. Økssø er anlagt en sti specielt beregnet til færdsel for kørestolsbrugere.
Statsskoven udgør kun ¼ af Danmarks største oprindelige skov, og i de private dele af skoven gælder andre regler når du færdes, men der venter alligevel store oplevelser for den der vover sig ud i den store skov. Rold Skov Natur- og Kulturcenter har udgivet kort over hele Rold Skov.
Se Rold Skov webguide