Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Året rundt i Soldaterskoven

Forår

I april og maj blomstrer hvidtjørnen, som man blandt andet kan se langs stien mellem kreaturindhegningerne Her kan man også se benved med de smukke orange og pink blomster, som også kommer frem på dette tidspunkt.

Maj-gøgeurten, der er en robust orkidé og har en tæt klase af purpurfarvede blomster, blomstrer i slutningen af maj og bliver op til 40 cm høj.\u2028

Frøerne i Klebergs Sø er særlig aktive om foråret, hvor deres lyde er en markant del af oplevelsen, når man bevæger sig rundt om søen.

I de urørte kratskove kan man være heldig at opleve spurvehøgen jage de mange småfugle, som er på gennemtræk og befinder sig i skoven netop nu. 

Sommer

I juni og juli kan man få glæde af hunderosens hvide, velduftende blomster. Der står blandt andet hunderoser på stien mellem kreaturindhegningerne.

Det er også i sommerhalvåret man kan opleve de 70 køer og tyre, der græsser i Soldaterskoven. I kreaturindhegningerne er det stort set kun tjørnebusken, som ikke bliver spist af kreaturerne, og det betyder, at der er frit udsyn til de græssende dyr

Om sommeren summer skoven generelt af aktivitet, når den bliver indtaget af folk, der kører mountainbike, løber eller spiller rollespil. 

Efterår

Om efteråret kan der i november være rigtig mange skovsnepper. Om dagen holder de sig skjult på skovbunden og flyver kun op, når man er få meter fra dem. Om natten flyver de ud på de åbne arealer, hvor de finder orme og biller. 

Vinter

På hunderoserne langs stien mellem kreaturindhegningerne er der nu røde, aflange bær.

Når kreaturerne ikke er på kreaturindhegningerne om vinteren, finder råvildtet nogle gang vej ind på arealerne.

Vinteren er et godt tidspunkt til at opleve fundamenterne af de store Zeppelinhaller, for når der ikke er blade på træerne, er det nemmere at fornemme omridset af hallerne.