Historie

Navnet Sonnerup Skov

Sonnerup er et typisk navn på en udflytterlandsby fra middelalderen. Forleddet er mandsnavnet Soni. Navnet findes flere steder i Danmark.

Historie

Historien om Sonnerup Skov er historien om, hvordan det med et ufatteligt slid og en indædt stædighed efter 100 år og adskillige forgæves forsøg lykkedes at fremelske skov på den sandede og karrige lynghede på Sjællands vindblæste nordkyst.

Sonnerup Skov dækker 290 hektar og ligger på det, der engang var havbund. På kortet i vandretursfolderen kan du se, hvor den gamle kyststrækning gik. I 1763 besluttede man at rejse skov en lang række steder i Danmark. Årsagen var, at efterspørgslen efter træ slet ikke kunne modsvares af produktionen.

Se vandretursfolderen

Sandflugten hærgede

På det tidspunkt havde sandflugten allerede hærget Sjællands nordkyst i flere hundrede år. Hele landsbyer var sandet til, og landbrugsjord måtte opgives. Derfor besluttede man flere steder at tage kampen op mod sandet og plante skov.

Ved Sonnerup Lyng, som stedet dengang kaldtes, skulle det imidlertid vise sig at blive langt sværere, end man havde regnet med. De første forsøg i 1802 mislykkedes. Man havde plantet 15.600 birke- og elleplanter, 62.600 fyrretræer og 87.500 granplanter. Derudover havde man sået, hvad der svarer til ca. 450 kg frø af forskellige træarter. Alt sammen forgæves.

Stadig en sårbar skov

Først da skovvæsnet i 1820'erne begyndte helt forfra med at opsætte dobbelt flettede risgærder langs hele kysten, inden man plantede hårdfør bjergfyr og østrigsk fyr, fik man til sidst held med sig. De to træarter klarede sig godt bag risgærderne, som du stadig kan skimte som en sandvold i det nordvestlige hjørne af skoven ca. 120 meter fra kysten.

Men alt i alt tog det op mod 100 år, før skoven rigtig fik fat. Og den er stadig sårbar over for tørke, vind og salt fra havet. Ved de store storme i 1999 og nu senest i 2013 væltede mange træer. Og går du en tur langs kysten, kan du se, at selv 150 år gamle ege- og fyrretræer knapt nok er blevet to meter høje.

Skoven sår sig selv

I dag er skoven dog så veletableret, at træerne selv kan spire frem i skovbunden, og nye træer vokser op af sig selv. Især eg, skovfyr og birk sår villigt sig selv, og det er derfor det, man satser på fremover. Det vil med tiden forvandle Sonnerup Skov fra at være en plantage til en mere vildtvoksende blandingsskov.

Skoven leverer stadig træ til produktion, men hensynet til naturen og til skovens gæster har i de senere år fået større vægt.

Flugtrute for jøderne

Sonnerup Skov spillede også en rolle under 2. verdenskrig. Den øde kyststrækning blev brugt som flugtrute for danske jøder i oktober 1943. Fiskere fra Odden havn stod for det farefulde natlige hverv at sejle jøderne til Sverige.

Sonnerup Skovs historie i tidslinje

12.000-15.000 f.v.t.: Isen former morænelandskabet, der bliver til de tre højderygge – Odsherredsbuerne. Klintebjerg lige vest for Sonnerup Skov fremstår som en stor knold lige nord for den øverste af de tre buer – Højbybuen.

9.000-8.000 f.v.t.: Stenalderhavet, også kaldet Litorinahavet, dækker den nuværende Sonnerup Skov. Vandstanden har været 4-5 meter højere end i dag, og kun Klintebjerg har stukket op af havet.

Se den gamle kystskrænt på kortet i vandretursfolderen

8.000 f.v.t. - ca. år 1000: Landet hæver sig og gør det stadig. Først engang i middelalderen begynder kystlinjen at minde om dagens kystlinje. Sonnerup Skov ligger på hævet havbund.

1500-tallet: Sandflugten begynder at blive et alvorligt problem i hele Nordsjælland. Landsbyer sander til og flytter. Sonnerup Skov er en lyngklædt hede.

1763: Der mangler træ i Danmark, og man beslutter sig for at plante og så skov flere steder. I Nordsjælland skal skovrejsningen også hindre sandflugten.

1802: De første forsøg på at plante og så skov på Sonnerup Lyng slår fejl. Træerne dør, og man må begynde forfra.

1820erne: Man bygger dobbelte flettede risgærder parallelt med kysten for at beskytte den unge skov. I læ af risgærderne planter man hårdføre arter som bjergfyr og østrigsk fyr. Man prøver hele tiden nye arter og fortsætter med at kæmpe for den nye skov i de næste mange årtier.

1967: Klintebjerg med sin 35 meter høje klinter fredes.