Vinter
Det er ved at være jul. Du må samle kogler, mos og grene på jorden til juledekorationer. Hvis der er sne, kan du spænde skiene på og tage en tur igennem skoven og kohaven eller kælke. Hvis isen er tyk nok, kan du også løbe på skøjter på en af de mange søer.
Vinteren er et rigtig godt tidspunkt at tage en lang tur igennem skoven. Uden blade på træerne er der masser at se. Rådyrene går i spring. Det vil sige i større grupper og er meget lettere at få øje på end om sommeren. Du kan også gå på sporjagt. I sneen er det nemt at følge dyrenes spor. Måske er det ræven, der har været på jagt, og måske kan du finde blodspor og fjer eller pelsrester, hvis den har taget en fugl eller en mus.
De første grågæs ankommer og varsler foråret. Sidst i februar kan du måske også høre ravnene, der er tidligt ude og temmelig højlydte, når det gælder om at parre sig og bygge bo samt smide sidste års unger på porten. Ravnen er vores største kragefugl – helt op mod 70 cm – den er kulsort med grøn og blålilla metalglans. Et ravnepar holder typisk sammen hele livet. Det er rævenes parringstid. De ”synger” for hinanden. Det kan godt være, at det lyder som sød musik i ræveører. Men for os lyder det ganske uhyggeligt med deres jamrende skrig og bjæf.