Efterår
Der er stadig fine chancer for at se råvildt, ræve, egern og harer. Ungerne er nu store, de er nysgerrige og alene det at der nu er flere dyr gør det nemmere at opleve end andre årstider. Skovbunden kan vrimle med små frøer og tudser, der har forvandlet sig fra haletudser og forladt dammene.
Slåen er modne og kan plukkes på dette tidspunkt, men skal i så fald en tur i fryseren, inden de ryger i snapsen. Ellers er de for bitre. Ideelt set venter man derfor med at plukke frugterne til efter den første nattefrost, hvor de er sødere.
Flere steder i skoven kan der også plukkes bær og frugt. Især hyldebær giver en dejlig saft. På nedfaldsæbler kan man ofte opleve sommerfugle som admiral og påfugleøje siddende og suge af de overmodne frugter side om side med hvepse og svirrefluer.
I skovbrynene er nødderne ved at brunes. De kan gemmes i en sok udendørs under tagudhænget indtil jul, hvis ellers man kommer før egern og mus. Ved dammene ses hyppigt ænder og svaner, eller en langbenet hejre letter med et dybt ”ræb”.