Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Vindum Skov

Vindum Skov har gennem tiden været fordelt mellem herremanden på Vindum Overgård og områdets bønder, indtil den kom på statens hænder. Inden for de seneste år er flere af skovens moser blevet genoprettet.

Det kuperede landskab bliver til

Vindum er en karakteristisk midtjysk skræntskov, som har fået sine former under den seneste istid. Isen skubbede og aflejrede store lag af smeltevandssand, som den efterfølgende gled henover. Derved opstod en lagdeling med få meter morænesand og moræneler, som hviler på op til 30 m smeltevandssand.

Smeltevandet eroderede siden morænefladerne og skabte dalene og de stejle skrænter.

Da isen trak sig tilbage, efterlod den også kæmpe isblokke i landskabet, som langsomt smeltede og skabte de dødishuller, man især kan se i skovens sydlige del.

Skoven ligger på morænefladen mellem dødislandskabet mod syd og en tunneldal med Rindbækken mod nord. Vinkelret på tunneldalen strækker Kaskadedalen sig med forgreninger mod syd og deler skoven i en østlig og en vestlig del. Kaskadedalen er et eksempel på en markant erosionsdal med stejle sider.

Efter at istiden endte omkring 12-10.000 år f.v.t., blev det meste af landet langsomt dækket af skov.

At der har boet mennesker i området i oldtiden kan blandt andet ses på de enkelte og spredte gravhøje i skoven, som typisk ligger langs de gamle vejforløb.

Otte skove i én

Vindum Skov dækker over otte små skove, hvis navne fortæller hver deres historie. Bønderne fra landsbyerne Stenhus og Sdr. Rind havde indtil 1800 ret til at bruge Stenhus og Rind Skove. Deres dyr kunne græsse i skovbunden, og de måtte fælde lavskoven, de små træer, til brænde og materiale til gærder. Højskoven, de høje træer, tilhørte herremanden på Vindum Overgård og blev brugt til bygningstømmer og skibe.

I Lille og Store Enemærke ejede herremanden hele skoven.

I Hestehave græssede hestene, for skoven var dengang så åben og lys, at der kunne gro græs i bunden.

Brokgrave er opkaldt efter et gammelt grævlingekompleks, idet brok er det gamle ord for grævling.

Klosterskoven har fået sit navn efter sit tilhørsforhold til et af Viborg-egnens fem klostre. Historien bag navnet Roslej er ukendt.

Rundt omkring i skoven kan man finde en række spor fra skovens fortid.

Omkring skoven Hestehave er der et markant skovdige, som markerer, hvor skovgrænsen præcis gik i starten af 1800-tallet.

Fra skovvejen vest for Lille Brokgravmose kan man ane omridset af en gammel svinefold i form af tre jordvolde, der formentlig har været forsynet med et flethegn på toppen til at holde svinene inde. Op gennem 1800-tallet var det normalt at holde svin i skovene, hvor de kunne mæske sig i fedende olden. Man kaldte det at lade svinene ”gå på olden”.

Der er også en række gamle vejforløb i skoven. Eksempelvis har Mammenvej langs skovens østlige kant i middelalderen udgjort hovedvejen til Mammen.

Vindum Overgård

Godset "Vindumovergaard" blev oprettet i forbindelse med reformationen efter Grevens Fejde i 1534. Her fik herremanden Jep Bruun Vindum ”og det strøgods, der tilhørte" af kongen.

Fra 1545 til 1554 udvidede Jep Bruun gårdens besiddelser ved at tvangsflytte landsbyen Vindum fra sin daværende placering ved kirken syd for skoven til den placering, som landsbyen har i dag.

De ældste af de nuværende bygninger er fra 1648, da den blev overtaget af rigsmarsk Anders Bille, som opførte en trefløjet ladegård øst for kirken. Gårdens sydfløj blev ombygget til hovedbygning omkring 1677 og senere udvidet.

I løbet af 1800-tallet kom godset i hænderne på såkaldte herregårdsslagtere, der opkøbte herregårde for at sælge dem i mindre stykker. De 125 fæstegårde blev solgt fra, og i 1845 blev skoven overdraget til staten som led i betaling af en større skattegæld. 

Vindum Pigen

To tørvegravere fra Vindum Overgård fandt i 1883 liget af en kvinde i Smedemosen i den sydlige del af skoven. Hun havde langt, mørkt hår, var indsvøbt i sammensyede skindkapper og iklædt et stykke uldtøj.

Skindkapperne var i god stand, men liget var næsten smuldret bort. Liget må være sænket ned i mosen på et tidspunkt i jernalderen, men resterne er ikke blevet bevaret, så det har ikke været muligt at tidsfæste det nærmere.

Hændelsen gik hurtigt i glemmebogen på egnen, men dukkede op igen i 1980, hvor et avisudklip fra 1921 gav anledning til en artikel om moseliget og fundstedet.

Genopretning af moserne

En markant del af naturoplevelsen i  Vindum Skov er de store moser, Lille og Store Filsø Mose.

Det er dog først inden for de senere år, at de er vendt tilbage til deres oprindelige karakter.

Der blev gravet tørv i moserne i 1700-tallet, og formentlig igen under de to verdenskrige, men efter delvis fejlslagne tilplantningsforsøg i 1880’erne og 1930’erne blev de i årene 1950-66 plantet til med graner for at optimere vedproduktionen i skoven. Træerne trivedes imidlertid ikke på den vandlidende tørvejord. Mange væltede under stormen i 2005, og resten af træerne blev ramt af udtørring og angrebet af jættebarkbiller.

Det gav anledning til at sætte gang i den genopretning af den gamle mose, som havde været på tegnebrættet nogle år. De resterende graner blev fældet i 2006-2008, og drængrøfterne blev lukket med tørvedæmninger. Nu når lyset igen ned til mosen, og den naturlige vandstand genetablerer sig. Mosen stabiliserer sig med tiden, og planterne spreder sig fra mindre moserester og fra den lille næringsfattige sø, Filsø, som er bevaret i den nordlige del af det genskabte moseområde.

Om navnet Vindum

Vindum er et af de ældste kendte stednavne og kan dateres tilbage til år 200.

Skoven er opkaldt efter landsbyen Vindum, der oprindeligt lå syd for skoven ved kirken.