1. Filsø Mose

Skovens sydøstlige hjørne er domineret af to store tidligere højmoser, Store og Lille Filsø Mose. Moserne blev tilplantet med graner i løbet af 1900-tallet, men i 2005 væltede en stor storm mange af træerne. Det gav anledning til at sætte gang i genopretningen af moserne ved at fjerne de øvrige træer og lukke drængrøfterne, så vandstanden igen kunne stige.
Moserne er ved at finde tilbage til deres oprindelige karakter, og de udgør allerede et interessant stykke natur, som man bør besøge, når man er i Vindum Skov.
I Store Filsø Mose går en flok geder midlertidigt rundt i mosen og græsser for at rydde krat og forhindre de unge birketræer i at etablere sig.
I den nordlige del af det genskabte moseområde finder man den lille næringsfattige sø, Filsø, hvor man kan opleve et specielt plantefænomen, en såkaldt hængesæk.
Hængesækken har bredt sig, siden søen blev udgravet i forbindelse med tørvegravning i 1700-tallet, og i dag er vandspejlet indskrænket til ca. tre pct. af den oprindelige sø.
Man kan godt gå i mosen, men grøfteresterne kan være op til tre m dybe, så man skal være opmærksom på, hvor man sætter fødderne.
Læs mere om mosegenopretningen under historie
Læs mere om hængesækken under dyr og planter