Sidste nyt
Følg os på Facebook
Vil du gerne vide
- hvad sker der i naturen på Avnø lige nu?
- hvad vi har gang i af nye sjove projekter?
- hvornår vi afholder næste offentlige arrangement?
Så klik ind på vores Facebook side hende
Sommerferieaktiviteter på Avnø
Tag familien med ud og oplev naturens mange muligheder ved Avnø Naturcenter!
Sommeren byder på vand og kreativitet, når vi sammen undersøger dyrelivet i den skjulte verden under overfladen og går på opdagelse i naturens eget krea-værksted. I uge 27 og 31 er vi natur-kreative om tirsdagene og går til kysten om torsdagene. Så tag børnene med ud til skønne opleveler i og med naturen.
Naturkrea-værksted
Tirsdag den 4. juli og 1. august
Naturens materialer og naturen som inspiration
Kom og vær kreativ, når vi leger med naturen som inspiration og bruger naturens egne materialer. Vi maler sjove dyr og farvestrålende blomster på sten, former fine skumdyr og laver smukke natur-drømmefanger af grene, bark, kogler, fjer og blomster.
Vi sidder i eller uden for bålhytten, hvor der også er mulighed for at gå på jagt efter smådyr i søen, som ligger lige ved siden af.
Dyrelivet i Avnø Fjord
Torsdag den 6. juli og 3. august
Havets hemmeligheder
Kom og find ud af hvad der gemmer sig under overfladen. Vi går på jagt bevæbnet med rejehov, vandkikkerter, vaders og ruse for at undersøge dyrelivet i Avnø Fjord. Hvad fanger vi af smådyr og er der gået noget i rusen? Hvis vi fanger rejer, kan vi stege en lille smagsprøve til alle.
Vi tager også kikkert med, så I kan se Avnøs mange sæler helt tæt på. Vi har næsten sælgaranti på Avnø. I må gerne tage badetøj på i stedet for vaders, hvis vejret er godt. Kom kl. 10, hvis I ønsker vaders.
Praktiske informationer:
Sted: Avnø Naturcenter, Flyvervej 40, 4750 Lundby
Tid: Åben hus kl. 10:00-13:00 (torsdage går vi mod fjorden kl. 10:10, hvis du vil låne vaders)
Pris: Børn kr. 20,- og voksne kr. 30,- Vi tager kun mod mobilepay.
Sikkerhed: Børn kan kun deltage sammen med en ansvarlig voksen. Alle aktiviteter gennemføres uanset vejr.
Medbring: Tøj efter vejret – og lidt til. Medbring jeres egen madpakke og drikke (også gerne kaffe).