Skovlegeplads til… hunde!

15-08-2008

Naturstyrelsens indsats for hunde fortsætter på livet løs. Nu på lørdag, den 16. august, kl. 14.00 indvies en særlig hundelegeplads i Glumsø Skov mellem Næstved og Ringsted. Hundelegepladsen, der grænser helt op til Glumsø by, er et resultat af et samarbejde mellem Suså Hundeejerforening og Naturstyrelsen.

Naturstyrelsens indsats for hunde fortsætter på livet løs. Nu på lørdag, den 16. august, kl. 14.00 indvies en særlig hundelegeplads i Glumsø Skov mellem Næstved og Ringsted. Hundelegepladsen, der grænser helt op til Glumsø by, er et resultat af et samarbejde mellem Suså Hundeejerforening og Naturstyrelsen.

Hundelegeplads ”Legepladsen består af seks konkrete lege- og aktivitetsredskaber, der udfordrer hundene både fysisk og mentalt. Der er bl.a. balancebomme, slalombane og et rør, som hundene skal løbe igennem. De fleste hunde elsker at få stillet opgaver og blive aktiveret – i stedet for blot at gå en tur”, fortæller skovfoged Anders Walther Hansen fra Naturstyrelsen – Storstrøm .

Redskaberne er fordelt på et område, der rundt regnet svarer til størrelsen af fire fodboldbaner.

Hundeejerforeningen har selv designet og lavet redskaberne til den nye legeplads, mens Naturstyrelsen har leveret materialer, sat hegn op og lægger areal til. Anders Walther Hansen understreger dog, at hundelegepladsen er åben for alle:

”Det gælder, uanset hvor man bor i landet – og uanset om man er medlem af en hundeejerforening eller ej. Alle har ret til at bruge de faciliteter, som er på Naturstyrelsens arealer. Så vi opfordrer alle interesserede til at tage deres hund med ud på pladsen. Man skal heller ikke bestille tid; man møder sådan set bare op, når det passer en. Hundelegepladsen er åben 24 timer i døgnet alle årets dage”.

Med den nye legeplads ved Glumsø er der nu tre særlige baner for hunde på Naturstyrelsens arealer.

I maj blev der indviet en såkaldt agility-bane i Solbjerg mellem Århus og Skanderborg.

Hundelegeplads ”Banen er allerede nu blevet et hit. Det er efterhånden blevet trængsel på den nærliggende parkeringsplads. Nogle af hundeejerne kommer i grupper for i fællesskab at træne deres hunde, mens andre kommer som enkeltpersoner. En del af hundeejerne er bosat lokalt, men der kommer også en del langvejs fra” , siger skovfoged Christian Qvortrup fra Naturstyrelsen – Søhøjlandet.

Den tredje af slagsen ligger ved Tange Plantage ved Ribe. Her har Naturstyrelsen – i samarbejde med lokale hundeejere – lavet en hundelegeplads, som blev taget i brug for to år siden.

Fælles for de tre baner/legepladser er, at de ligger i de særlige hundeskove, som der nu findes mere end 150 af på Naturstyrelsens arealer.

  • Få brochuren over den nye hundelegeplads ved Glumsø her
  • Læs om de mange nye hundeskove i maj-nummeret af nyhedsbrevet Skov og Natur her

  • Få mere at vide om hundeskove, herunder reglerne for færdsel med hunde i naturen, ved at gå ind her