Restaurering af den succesrige mountainbikerute i Hareskovene

27-03-2008

Danmarks første officielle mountainbikerute "Det røde spor" som findes i Hareskovene ved Værløse skal nu restaureres.

Danmarks første officielle mountainbikerute "Det røde spor" som findes i Hareskovene ved Værløse skal nu restaureres.

Med mere end 10 år bag sig trænger mountainbikeruten til en restaurering efter at have været flittigt besøgt af både klubber og private, som har brugt den ihærdigt til alt fra motionsture til konkurrenceløb. Den stigende interesse for sporten har også været med til at slide ekstra på ruten de sidste par år.

Naturstyrelsen holder derfor i samarbejde med Dansk Mountainbike Klub en aktivitetsdag lørdag d. 29 marts kl. 10.00, hvor restaureringsarbejdet af ruten vil finde sted. Alle frivillige, der har lyst til en aktiv dag i skoven, er velkomne til at deltage i arbejdet. Der skal bl.a. beskæres buske og træer, bygges broer og laves nye veje til ruten flere steder. Mødestedet er på parkeringspladsen Fægyden 1, Værløse.

Dansk Mountainbike Klub vil efterfølgende servere grillmad og drikkevarer til de hjælpende hænder.

Så tag arbejdshandskerne på og deltag i en hyggelig og aktiv dag i det fri.