Aftaler for Fyns største naturprojekt er på plads

29-09-2008

Nu er aftalerne på plads for Fyns største vådområde, som forventes gennemført henover sommeren og efteråret 2009.

Vådområdet genskabes ved at genslynge Odense Å og hæve vandstanden i ådalen. Vådområdet bliver 350 ha stort og ligger nord for Nr. Broby By på Midtfyn. Genslyngning af Odense Å forlænger vandløbet fra 6 km til 10 km.

Projektet har til formål at bidrage til opfyldelse af EU's Vandrammedirektiv og Habitatdirektiv for Odense Å og Odense Fjord. Der forventes en reduktion i kvælstof- udledningen til Odense Fjord på ca. 70 tons kvælstof pr. år. Derudover forbedres naturværdierne i ådalen og de fysiske forhold i vandløbet.

Projekter tilgodeser specielt EU Habitat-arterne Tykskallet Malermusling, Pigsmerling, Bæklampret samt Sump Vindelsneglen. Den tykskallede Malermusling er genfundet som eneste bestand i Danmark i 2003.

Afvandingen af de tilstødende dyrkede arealer sikres som hidtil. Der vil være gode muligheder for at benytte en del af projektområdet til afgræsning eller høslet.

Der har været arbejdet på projektet gennem 5 år, hvor Miljøkontoret fra FødevareErhverv i Tønder har gennemført en jordfordeling, og Naturstyrelsen har forhandlet erstatninger på plads med lodsejerne. Der er fundet erstatningsjord til de lodsejere, der har produktionsejendomme. Desuden er der ydet engangskompensation til alle involverede lodsejere.

Det samlede budget for hele Odense Å-projektet er på 50 millioner kroner, heraf 32 millioner kroner til erstatninger. EU's LIFE-midler finansierer 15 millioner kroner, resten kommer fra VMPII-midler og Miljømilliarden.

Forhandlingerne har omfattet 63 lodsejere, hvoraf de 28 fortsat har jord i det endelige vådområde.