Ind med naturen - på kunstmuseum med naturvejleder

01-12-2009

Nu skal naturvejledere fra Skov- og Naturstyrelsen vise rundt blandt guldaldermalerier på Bornholms Kunstmuseum. Til hverdag er det kunstmuseets egne uddannede guider, der viser rundt i malerier af Drachmann, Bille og Høst, men op til jul vil museumsgæsterne komme på tur i udstillingerne med en vaskeægte naturvejleder.
Naturvejleder Tino Hjorth fra Skov- og  Naturstyrelsen ser på kunst med naturens briller. De gamle malerier er fyldt med natur. Træer, blomster, klipper og landskaber har været udgangspunktet for mange kunstværker gennem tiden. Tino Hjorth vil på ingen måde gøre sig klog på kunsten, men vil derimod fortælle, hvad vi reelt ser af natur på malerierne.

Holger Drachmann malede i midten af 1800-tallet motiver fra den bornholmske natur, hvor det tydeligt fremgår, at landskabet har forandret sig betragteligt igennem de sidste 160 år. Anton E. Kieldrup har malet et utal af motiver fra naturen omkring Hammershus inden restaureringen af ruinen påbegyndtes. Set med en naturvejleders øjne er disse billeder et spændende bud på, hvorledes den bornholmske natur måske har taget sig ud i de gode gamle dage.

Fra "Ud med kunsten" - Foto: Conny Ogareck

I forlængelse af sommerens projekt "Ud med kunsten", hvor Skov- og Naturstyrelsen bragte Bornholms Kunstmuseums malerier ud i naturen, er det nu blevet tid til at vende billedet.
I december måned bringes naturen, eller snarere naturvejlederen ind på Kunstmuseet. Så denne gang kan den naturinteresserede med god samvittighed glemme vandrestøvler og tophue.


Tid: Søndag d. 20. december
kl. 11 - 12 og igen kl. 14 - 15

Tilmelding: (nødvendig på grund af begrænset deltagerantal)
Ring til Bornholms Kunstmuseum tlf. 56 48 43 58

Mødested:
Bornholms Kunstmuseum

Pris:
Entré til Bornholms Kunstmuseum

Arrangør:
Skov- og naturstyrelsen, Bornholm og Bornholms Kunstmuseum