Mylder af forpustede børn til indvielsen af Faksinge Skov ved Præstø

18-06-2009

Med pulsen oppe og røde kinder indtog masser af børn og også voksne

Med pulsen oppe og røde kinder indtog masser af børn og også voksne de nye lege- og motionsredskaber i Faksinge Skov i torsdags.   Skoler, børnehaver, dagplejere, naboer og andre interesserede var inviteret ud i skoven denne dag. Og mange tog imod tilbuddet.

Birgitte Steen Jørgensen, formand for Sundhedsudvalget i Vordingborg kommune var begejstret for de nye aktivitetsmuligheder, som er kommet i stand mellem et godt samarbejde mellem Klosternakkeskolen, Skov- og Naturstyrelsen og Vordingborg kommunes sundhedssekretariat. ”Det er rigtigt dejligt at skoven med disse tilbud ligger så tæt på Præstø, så det er nemt for borgere i alle aldre at nyde naturen i stilleskoven eller få pulsen op i aktivitetsskoven”.

”Mange af os er lidt for tykke og vi har derfor godt af at røre os, ja vi bør faktisk gå 10.000 skridt om dagen, og det skal helst være nemt at komme ud i naturen”, sagde sundhedsudvalgets formand.

Børnene fra 2. klasse i Klosternakkeskolen spænede omkring på motionsbanen for at undersøge hvad der var sat op til dem i ”deres” skov. For Klosternakkeskolen har allerede en god tradition for at tage ud i skoven. Og de nye motionsredskaber, sheltere, bålpladser, afmærkede løbebaner, borde og bænke og multtoilet giver endnu bedre muligheder for at flytte klasselokalet ud i naturen.

Skovrider Claus Jespersen , Skov- og Naturstyrelsen, som senere dystede med med Klosternakkeskolens skoleleder Søren Peter Foldberg i hurtigløb ude i skoven, nævnte vigtigheden af balancen mellem benyttelse og beskyttelse i denne skov, så både havørn der skal have ro og børn med behov for at bevæge sig kan være her.

”Vi ser her en kommune der ønsker sunde naturtilbud fordelt i hele kommunens geografi, en skole med ildsjæle, en borgmesterkonference i 2008 som ønskede at arbejde for udvikling af udeskolemuligheder. Derfor er det oplagt for os at gøre en indsats her i den nye statsskov. Samarbejdet kommune- skole - stat giver en rigtig god synergi.”

Efter at have været rundt i både stilleskov og aktivitetsskov var der pølser til alle rundt om de varmende bål ved den nye shelterplads.

Indgangen til skoven er fra bunden af P-pladsen ved Bosei Idrætshøjskole, Evensølundvej 5, 4720 Præstø. Her findes også en ny folder over skoven.

Den nye folder kan også ses her:

Henvendelse omkring arrangementet kan ske til Skov- og Naturstyrelsen,

Naturvejleder Susanne Rosenild, mobil 22 49 65 92