Feststemning på åbredden

25-06-2009

Statsskovrider Niels Juhl Bundgaard Jensen bød velkommen før han gav ordet til henholdsvis Miljøminister Troels Lund Poulsen og Horsens borgmester Jan Trøjborg som ses tv. i billedet. Foto: Lars Nygaard Gudenåen blev fejret med manér

Det var en smuk dag for både miljø og mennesker, da fjernelsen af den sidste totalspærring af Gudenåen ved Vilholt Mølle blev fejret den 23. juni.
Solen bragede ned fra en skyfri himmel og både miljøminister Troels Lund Poulsen, Horsens borgmester Jan Trøjborg understregede i deres taler, at de var meget stolte over at være med til at præsentere det færdige projekt for publikum.
Et banner med foto af det oprindelige stemmeværk var symbolsk spændt tværs over Gudenåen, så man kunne se, hvor det havde stået. Foto: Lars Nygaard. ”Det er et rigtigt flot projekt vi indvier her i dag.  I over 100 år har et stemmeværk delt Gudenåen i to dele, men nu er de forenet til stor glæde for dyrene men også for os mennesker, der får bedre muligheder for at opleve naturen – blandt andet i kano og kajak,” sagde miljøministeren, der fortalte at han for et år siden sejlede forbi Vilholt Mølle – i øsende regnvejr.

Under indvielsen passerede to kanoer forbi og måtte hjælpes under det banner med et foto i fuld størrelse af det oprindelige stemmeværk, som var spændt ud over åen. Sejlerne blev noget forbavsede over at se de mange glade mennesker, et jazzorkester og et flot serverings-telt med kaffe og vandkringle inde på bredden.
”Selvom vi er fra forskellige partier kan vi godt samarbejde om at trække sådan et banner ind,” forklarede ministeren. Det gik da også fint. Foto: Lars Nygaard Også borgmester Jan Trøjborg roste naturgenopretnings-projektet, som har været undervejs i 20 år
”Det har været et enormt arbejde at give Gudenåen dens frihed tilbage, så den nu kan flyde frit uden indblanding fra mennesker. Men det er et smukt resultat der er kommet ud af det. Jeg læste i dagspressen at man har udnyttet naturens enorme kræfter til at få flyttet det sand, der gennem 100 år var ophobet på bunden af Gudenåen oven for den gamle opstemning. Da dæmningen var fjernet i november sidste år, holdt entreprenørernes maskiner pause arbejdet indtil marts i år. Gudenåen fortsatte selv arbejdet og har flyttet 20.000 kubikmeter sand – på helt CO2 neutral vis – hen i et sandfang, lavet til formålet. Dét er da imponerende,” sagde Jan Trøjborg og betegnede stedet som en naturperle.

Et smukt syn og samtidig et vandløb af meget høj kvalitet. ”Det er en naturtype med hurtigt strømmende vand, som er meget usædvanlig for store åer her i landet,” oplyser projektleder Ole Juul Andersen fra Naturstyrelsen – Søhøjlandet. Foto: Lars Nygaard Efter talerne hjalp borgmesteren og ministeren hinanden med at trække det banner, der symbolsk spærrede åen i land. Den fælles bedrift udløste klapsalver blandt de mange naturelskere, der var mødt op.
Derefter fyldte ”Red Hot Four” igen luften med glad jazzmusik og så kunne alle forsyne sig med kolde vand og øl eller få sig en kop kaffe med vandkringle fra et serveringstelt fra Naturstyrelsen – Søhøjlandet. Derefter var der en guidet rundvisning ledet af dygtige fagfolk.
”Det er dejligt at så mange er mødt op for at fejre at naturen vinder ved Vilholt,” konstaterede projektleder Ole Juul Andersen fra Naturstyrelsen. ”Vi har fået et vandløb af meget høj kvalitet. I 140 år har sø-ørreden fra Mossø banket snuden mod stemmeværket uden at kunne komme forbi. Nu kan den svømme helt op til Gudenåens udspring og har fået kilometervis af nye gydepladser,” fortalte projektlederen.

”Det er et storslået resultat,” mente formand for Friluftsrådet Willi Dupont og hans hustru Birgit, der med stor interesse har fulgt projektet lige siden begyndelsen. Foto: Marianne Uttrup Mange af de fremmødte var lokale beboere, der har fulgt projektet helt fra idéfasen. Blandt andet formand for Friluftsrådet i Søhøjlandet, Willi Dupont og hans hustru Birgit. ”Det er et storslået resultat. Selvfølgelig har det kostet mange penge, men hvis man ikke skulle ofre penge på at bevare naturen, hvad skal man så bruge penge på. Men noget af det får vi jo hjem igen via miljømilliarden,” var de enige om.

Projektet er det fjerde færdige projekt under regeringens Vand- og Naturindsats. 558 mio. kr. af miljømilliard 1 er øremærket til aftalen, som samlet omfatter ca. 45 genopretningsprojekter.