Kirkendrup Skov - Odense får sin egen vandretursfolder

12-05-2009

Foto: Helle Mølgaard Jensen

Naturstyrelsen – Fyn offentliggør den nye vandretursfolder: Kirkendrup Skov - Odense.
Kirkendrup Skov - Odense er folder nummer 128 i den populære serie Vandreture i Statsskovene.

Offentliggørelsen markeres med en offentlig fodtur i området tirsdag d. 12. maj 2009. Turen starter på P-pladsen ved bålhuset for enden af Valkendrupsgyden i Næsbyhoved Broby.Turen begynder kl. 19.00 og afsluttes kl. ca. 21.

Turen ledes af skovfoged Anders Hersø Pedersen og naturvejleder Jesper Vagn Christensen, som vil vise rundt i området og fortælle om de mange muligheder for naturoplevelser og friluftsliv, der er lige udenfor Odenseanernes gadedør.

Vi skal naturligvis se bålhusene, hvor man kan søge ly for vejr og vind, og vi besøger naturlegepladsen. Vi skal ud og trave på dele af de 3 mærkede ruter. Vi skal et smut forbi hundeskoven ved Kirkendrupvej. Vi kommer også forbi andre spændende lokaliteter.

Uanset hvilke interesser man har, så mener vi, at vi har nogle gode tilbud. Der er både noget for børnefamilier, motionsløbere, cyklende børn på vej til og fra skole, hundeejere, ryttere, mountainbikere, fuglekikkere, vandrefugle og mange flere.

Alt det vil vi gerne vise frem og fortælle om på tirsdag.

Den nye vandretursfolder: Kirkendrup skov - Odense er udarbejdet af Skov- og Landskabsingeniør-studerende Helle Mølgaard Jensen under hendes virksomhedspraktik hos Naturstyrelsen – Fyn. Folderen er illustreret at fynske Birgitte Flarup og Naturstyrelsens tegner gennem mange år Poul Andersen.

I det fynske område findes der i forvejen vandretursfoldere for Svanninge Bakker, Vigelsø, Nordlangeland og Sydlangeland.