Orkideernes dal

26-05-2009

Oplev tusindvis af gøgeurter og blomstrende fruesko i Gravlevdalen netop nu

Gøgeurt

Oplev gøgeurter og Fruesko i blomst i Gravlevdalen netop nu

Gravlevdalen bliver ofte kaldt kildernes dal, men i øjeblikket kan den med ligeså stor ret kaldes "Orkideernes dal". Ganske vist er der over en måned til almindelig borgerlig sommerferie, men hvis du vil opleve dalens orkideer folde sig ud, så er det nu. I engene i dalen nedenfor Rebild Bakker blomstrer netop nu i hundredevis af gøgeurter: Maj-Gøgeurt, Kødfarvet Gøgeurt og Purpur-Gøgeurt i skøn forening. Adskillelse af de enkelte arter er for eksperter, vi andre kan blot glæde os over de smukke blomsteraks, hvis farvevariation fra sart pink til dybt purpurrødt pletter engene.

OBS! Du kan fint nå at opleve orkideerne søndag d. 7. juni , hvor Naturstyrelsen – Aalborg inviterer til en festlig afslutning af naturgenopretningsprojektet i Gravlevdalen med en lang række spændende tilbud. Læs programmet her på siden om få dage.

  • Gøgeurterne nyder godt af naturplejen

    Naturgenopretningsprojektet i Gravlevdalen omfatter også en pleje af engene. Med naturplejen bliver afgræsning mulig, som fremmer de mange forskellige planter, der findes i en lysåben, afgræsset eng, som ikke gødes. Pilekrat er blevet ryddet, og specialmaskiner har slået den høje tykke måtte af visne græsser, siv, høje urter m.m., så der igen kan dannes en grønsvær, som kan bære de græssende dyr. I øjeblikket foretages en skånsom oprensning af de mange afvandingsgrøfter med en specialmaskine. Allerede nu kan man se, hvordan gøgeurterne nyder godt af afslåningen. De har overlevet f.eks. mellem startuerne, men nu får de mere lys og luft og breder sig villigt.

    Hvor kan du se gøgeurterne?

    De vokser mange steder i ådalen, men et godt sted er at følge stien, der går ud i ådalen lige syd for hvor Kovads bæk krydser asfaltvejen (der er et busstop lige hvor stien starter, samt flere P-pladser). Følg stien rundt om hestefoldene og hold øje med engen på din venstre side. Pludselig dukker de lyserøde blomsteraks frem mellem græsset. Gummistøvler kan anbefales. Stedet er markeret med en pil på luftfoto herunder. Foto er taget i marts 2009.

    Luftfoto

    Blomster i bur

    Hegnet omkring Frueskoens voksested har holdt hundredeårsjubilæum. Desværre viste det sig hurtigt efter at planten var blevet opdaget i Bjergeskoven, at publikum ikke kunne lade den være i fred. Også i dag står sjældne orkideer højt på skruppelløse plantesamleres ønskeliste, noget der opleves andre steder med andre arter. Alle danske orkideer er fredede og det er strafbart at plukke dem eller grave dem op. I øvrigt lever orkideer i samliv med svampe i jorden, hvilket betyder at de yderst sjælden overlever en omplantning mere end en sæson. Nyd dem i naturen! Forekomsten i Gravlevdalen er det ene af to danske voksesteder. Der andet er privatejet og fredet uden offentlig adgang. Fruesko er sjælden og truet på europæisk niveau. Også Frueskoen nyder godt af en forsigtig naturpleje indenfor hegnet, og der ses stadig flere blomstrende skud hvert år.

    Du finder Frueskohegnet - og Frueskoen - ved enten at tage udgangspunkt på Fruesko P-pladsen på Buderupholmvejen og følge den afmærkede rute - eller brug en mindre kuperet adgang ad vejen til Teglgårds mølle. Skovvejen forbi møllen fører lige frem til indhegningen.

    Gøgeurter for foden af Rebild Bakker

    Fotos Peter A. Larsen, Naturstyrelsen – Aalborg og Jens Vinge, Aalborg Kommune (luftfoto)