Oplev en hjort indeni i Dyrehaven

03-11-2009

Hvert år skydes der over 600 hjorte i Dyrehaven for at holde bestanden på et stabilt niveau

Lørdag d. 14. november klokken 10 -12 kan alle der har lyst opleve en nyskudt hjort. De kan se den bliver åbnet og alle indvoldene taget ud, så den er klar til vildthandleren.

"Sikke nogle smukke øjne den har. Hvorfor har I skudt den?" Dette er blot ét af mange spørgsmål, naturvejlederen fra Skov- og Naturstyrelsen møder fra børn og voksne, når de ser en nyskudt hjort blive brækket op, dvs. hjerte, lever, lunger, mavesæk m.m. fjernes, så dyret er klar til salg. Ca. 600 af Dyrehavens 2000 hjorte må hvert år lade livet, så der bliver plads til næste års 600 kalve. Men så er det heldigt at hjortekød smager godt og mætter i maven.

" Selvom alle ved, at når vi spiser kød, så kommer det fra et dyr der er blevet aflivet. Så er det meget tætter på, når man ser en hjort blive brækket" fortæller Jes Aagaard Naturvejleder i Skov- og Naturstyrelsen og forsætter. "Det er de færreste af os bymennesker, der ser dyret, før det ligger i supermarkedets køledisk. Derfor er det meget sundt at få oplevelsen af, hvor kødet kommer fra. Jeg har lavet mange opbrækninger og langt de fleste syntes det er en kanon oplevelse og forstår hvorfor vi skyder de mange dyr".

Her er mulighed for at få en naturoplevelse for livet, når vi viser, hvad der er indeni en hjort og fortæller hvorfor der skydes hjorte i Dyrehaven. Vi undersøger den nyskudte hjort og snakker om hvorfor den er blevet skudt. Det er ikke spor dramatisk, men meget spændende at se et dyr blive forvandlet til mad. Alle kan få lov til at røre.