Madpakkehuset i Vestskoven brændt ned

02-10-2009

Ukendte gerningsmænd har sat ild til det store madpakkehus ved Mønterne. Ilden hærgede et par timer, før det blev opdaget. Brandvæsnet blev tilkaldt, men der var desværre intet at stille op. På det tidspunkt var det meste af madpakkehuset brændt ned. Da resterne blev slukket, måtte man konstatere, at det var helt nedbrændt.

Madpakkehuset ved Mønterne var et utrolig velbesøgt sted i Vestskoven og har sin egen historie. Politiken opfordrede engang sine læserne til at deltage i en indsamling, hvor man for hver indbetalt 5'er kunne få plantet et træ efter eget valg - og Mønterne blev stedet, hvor disse træer blev plantet.

Her er blevet holdt mange møder, fejret mange fødselsdage og andre mærkedage, så skovens publikum vil savne det gode, overdækkede sted midt i Vestskoven.

Der bliver ikke opført et nyt madpakkehus, før Skov- og Naturstyrelsen har fundet en måde at skaffe de ca. 400.000 kr. på, som et nyt hus vil koste.

Sørgelige rester af madpakkehuset