UD PÅ TUR i oktober

02-10-2009

Efteråret står på lur. Se hvad Skov- og Naturstyrelsen – Vestjylland byder på i efterårsferie-måneden

Skov- og Naturstyrelsen – Vestjylland har friske tilbud i efterårsferien i Klosterheden Plantage!
Der er mange muligheder for naturoplevelser i oktober måned blandt andet cykel- og motionstur, drageflyvning og bævertur. Flere af arrangementerne er i anledning af efterårsferien målrettet børnefamilier, men alle er velkomne.

Torsdag den 1. oktober

Sansetur på cykel i Klosterhede Plantage , ca. 1,5 km.
Det er fuldmånetid og kronhjortene brøler! Ved dagslys har vi ikke svært ved at bedømme, hvad der er højt eller dybt, bredt eller smalt. Helt anderledes står det til i mørke! Sanseindtrykkene forvirres af det manglende overblik, og velkendte steder tager sig fuldstændig anderledes ud. Bliver indtrykkene gjort fra sadlen på en cykel i fremdrift, og med brølende hjorte omkring dig, så bliver oplevelsen først rigtig sjov!
Torsdag den 1. oktober fra kl. 20.00-21.30 cykler vi rundt på skovvejene uden lys – vil du med, så mød op med din egen cykel ved Maskincentralen ved Fruerhøj, Hovedvejen 10, 7620 Lemvig.

Tid: 20.00 – 21.30
Mødested: Klosterheden Maskincentral, Hovedvej 10, 7620 Lemvig
Pris: gratis
Turleder: skovfoged Niels Pedersen, tlf. 9748 7096
Arrangør: Skov- og Naturstyrelsen – Vestjylland

Søndag den 4. oktober

Gå og forstå – Motionstur i  Ormstrup Plantage , ca. 8 km.
Titlen er fælles for den månedlige motionstur ”over stok og sten”. Denne dag med fokus på Ormstrup lejrplads. Vi mødes ved lejrpladsen, hvor Idom bæk krydser Ormstrupvej. Hvor Idom Bæk grænser op til Skov- og Naturstyrelsens arealer er der blevet opserveret bæverspor. Der er desuden stor sandsynlighed for, at vi kommer til at se eller høre krondyr. Turen går gennem skov, krat og hede, og vi vil for en stor del af tiden bevæge os udenfor veje og stier, så fornuftigt fodtøj og beklædning anbefales.
Tid: 13.00 – 15.30
Mødested: 100 m vest for Ormstrupvej 12, 7500 Holstebro
Pris: Gratis
Turleder: skovløber Erling Trankjær, tlf. 4044 0940
Arrangør: Skov- og Naturstyrelsen – Vestjylland

Mandag den 12. oktober

Drageflyvning i Klosterheden Plantage
Tag en tur i skoven, lav en drage og prøv om den kan flyve! Peter vil være klar med materialer, gode råd og hjælp. Tag varmt og praktisk tøj på, og husk endelig madkurven. Arrangementet foregår ved Møllesøen, hvor der er flere bålpladser, så det kunne være oplagt, at grille lidt til frokosten. Der er ingen tilmelding til arrangementet, men vær opmærksom på, at det koster 20 kr. at lave en drage, til dækning af materialeudgifter.

Tid: 10.00 – 13.00
Mødested: P-pladsen ved Møllesøen i Klosterhede Plantage, ca. 300 m sydøst for Gl. Landevej 35, 7620 Lemvig
Pris: 20 kr./drage til dækning af materialer.
Turleder: Skovarbejder Peter Kubstrup, tlf. 2527 6394
Arrangør: Skov- og Naturstyrelsen – Vestjylland

Tirsdag den 13. oktober og fredag d. 16. oktober

Hestevognstur i Klosterheden Plantage
Vi spænder naturskolens to fjordheste for vognen, og kører en tur i skoven. Skridt og frisk trav igennem et varieret landskab med hede og skov. Efterårsstemning, løvfald, dyrespor og svampe – der er så mange indtryk, og så meget at opleve! Husk varmt tøj – det kan være koldt, at sidde stille. Da der kun kan være 18 personer i vognen, er tilmelding nødvendig.
Tid: 13.00-15.00
Pris: Turen Tirsdag : Voksne 100 kr. og børn 50 kr.
Turen Fredag: Voksne 75 kr og børn 50 kr.
Mødested: Naturskolen Kjærgaard Mølle, Kjærgaardsmøllevej 5, 7600 Struer
Tilmelding: Turen tirsdag: Struer Turistbureau tlf. 97 85 07 95 ( max 18 pers )
Turen fredag: Skov- og Naturstyrelsen – Vestjylland tlf. 9781 0033 ( max 18 pers )
Arrangør: Struer Turistbureau i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen – Vestjylland.

Onsdag den 14. oktober

Limfjordsfortællinger – Bæveren er kommet
Efter at have været uddød i mere end 1000 år findes bæveren igen i den danske natur, hvor den nu har boet i 10 år. Kom og oplev ”bæverland” med egne øjne. En dejlig vandretur langs Flynder å for hele familien. Vi skal på sporet af bæverne i skoven – hvad æder de, hvor bor de? Det er årets sidste bævertur – mon bæverne er gået i vinterhi? Der er afgang fra Møllesøen kl. 11.00. Kom med ud og få den spændende historie om bæverne i Danmark. Husk gummistøvler.
Tid: 11.00 – ca. 12.30
Mødested: P-pladsen ved Møllesøen, 300 m sydøst for Skovridergården, Gl. Landevej 35, 7620 Lemvig
Pris: Voksne 50 kr., børn under 12 år kommer gratis med
Arrangør: Struer Turistbureau i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen – Vestjylland


Torsdag den 15. oktober

Fisketur i Klosterheden Plantage. Ud med snøren!
Fisketuren henvender sig især til børnefamilier. Her er en chance for børnene til at lære at håndtere en fiskestang og forhåbentlig også en fisk! Ved Moselyst Lejrplads har Karsten fiskestængerne klar, og der mulighed for at prøve at sætte madding på, og få en snak om fisk, fluer og kroge – og hvis alt går vel, bliver der forhåbentlig også mulighed for at røre ved og undersøge en fisk lidt nærmere.
Husk varmt og praktisk tøj, og en kaffekurv. En oplagt tur for børnefamilien, og det er gratis at være med.

Tid: 13.00 – 16.00
Mødested: Moselyst Lejrplads (knap 1,5 km sydøst for Risbæk, Vilhelmsborgvej 172, 7620 Lemvig)
Pris: Gratis
Turleder: Naturvejleder Karsten Lund Jensen, tlf. 2527 6382
Arrangør: Skov- og Naturstyrelsen – Vestjylland.

Alle er velkomne!