Årets første føl på Sydlangeland

26-04-2010

Det første føl kom fredag d. 16. april, og er blevet hest nummer 64 i den store flok som lever på Sydlangeland.

Foto: John Theilgaard

De første føl i år er nu kommet til verden blandt de vilde heste på Langeland. Det første kom fredag d. 16. april, og er blevet hest nummer 64 i den store flok som lever på Sydlangeland. Skov- og Naturstyrelsens Naturvejleder på Fyn, John Theilgaard, står med det praktiske ansvar for hestene:


" Vi er altid spændte på, hvornår det første føl kommer. I år kom det første føl noget senere end de seneste år, nemlig på Dronningens fødselsdag.  Netop i år er det meget praktisk, da vinteren har været lang og græsset derfor kun lige er begyndt at gro. Vi plejer at få ca. 20 føl om året, hvoraf de fleste kommer om foråret, men vi får også enkelte føl langt ind i efteråret. Så der er gode chancer for at se en lille nyfolet, hvis man kigger forbi ".


At de første føl har ladet vente lidt på sig i år, er måske netop på grund af den hårde vinter. Heste evner nemlig at udskyde folingen. Så måske har den lave fødemængde og temperatur, gjort at hestene har skullet bruge lidt længere tid på at udvikle de nye føl. Det ses dog ikke på føllene, de er i god stand.
De vilde heste går i en indhegning på 110 ha svarende til ca. 220 fodboldbaner, bag ca. 8 km hegn. Områdets besøgende kan være heldige at se hestene oppe fra vejen, men ellers er der også mulighed for at komme lidt tættere på dem, hvis du bevæger dig ud i terrænet.


" Det er dejligt at se, at der kommer så mange besøgende for at se de vilde heste. Forårets mange helligdage og forhåbentligt gode vejr, giver gode muligheder for at kommer ud og se vores nye føl ", siger John Theilgaard.


Det at hestene lever som vilde heste og uden direkte kontakt til mennesker gør, at de udfolder deres naturlige adfærd med et indbyrdes hierarki, anført af førerhingst og -hopper. De er et vigtigt led i naturplejen af de åbne arealer på den sydligste spids af Langeland, da græsningen er med til at sikre muligheden for, at der kommer en mere mangfoldig flora i området.


Hvis du vil se flere billeder fra hestene og have den sidste nye information, kan du holde sig ajour på hestenes Facebook gruppe og deres hjemmeside: