Tap forårets vitamintilskud direkte fra birketræet

19-04-2010

Når birkebladene springer ud, stiger saften i birketræet så kraftigt, at du kan tappe den og drikke den.

Foto: Naturstyrelsen Om foråret stiger saften op i løvtræerne, der ellers har været i en slags dvale hele vinteren. Det er træernes måde at trække energi op til det forestående løvspring.

Fra marts til maj måned, hvor birkebladene springer ud, stiger saften i birketræet så kraftigt, at du kan tappe den og drikke den. Når man skærer en gren over, vil der være sådan en kraft på saften, at den fortsætte med at piple ud af gren-enden.

Hvis du gerne vil smage birkesaft, skal du finde et birketræ og skære en gren. Find dig en gren der er 1,5 - 2 cm tyk, og som sidder tæt på stammen. Skær den af, og stik grenens ende ned i en flaske. Bind flasken fast på grenen med sejlgarn. Nu vil birkesaften piple ned i flasken.

Hvis du ikke har et birketræ hjemme i haven, kan du besøge Naturstyrelsens skove, hvor der findes birketræer mange steder. Her må du klippe en gren af et træ, der er over 10 meter højt.

"Det er en smadersjov aktivitet at tage sine børn med til. De synes, det er ren magi, når der kan komme velsmagende saft ud af et træ," fortæller naturvejleder Jes Aagaard fra Skov - og Naturstyrelsen – Hovedstaden.

Foto: Naturstyrelsen Smag på saften. Den smager sødt. Saften er en blanding af det vand som birketræet trækker op fra jorden og sukkerstoffer fra birketræet. Birkesaft smager ekstragodt når det er kølet af, så tap noget saft i din flaske, og køl det af i køleskab eller i en bæk. Nogle vælger at koge birkesaften ind, så den kommer til at smage sødere, eller de koger det meste af vandet fra, så saften bliver til birkesirup.

Birkesaft indeholder alle de næringsstoffer, som birken skal bruge for at vokse, f.eks. fruktose, glukose, frugtsyrer, aminosyrer, C-vitaminer, kalium, kalcium, fosfor, magnesium, mangan, zink, natrum og jern.
I gamle dage brugte man det til folkemedicin, til vin og til hårvand. Det kan du også bruge det til - og så til at drikke, til at bage af og til at dampe ind til sirup.