Bæverne klarede vinteren

22-04-2010

Årets bævertælling afslørede at bæverne i Klosterheden havde klaret sig fint gennem vinteren.

Der var stor interesse for årets bævertælling. I alt 66 naturinteresserede, forskere, studerende, lodsejere, naboer, Københavnere, Vestjyder og ansatte valgte i år at bruge et par dage i foråret til at hjælpe med at opgøre bæverbestanden i Vestjylland. På de to dage i april blev der i alt set 47 voksne bævere og 21 unger.

"Det er det højeste antal unger, vi har set siden udsætningen i 1999" udtaler skovrider Thomas Borup Svendsen, Skov - og Naturstyrelsen i Vestjylland. "Vi er også glade for at se, at bæverne ikke har haft problemer med vinteren - der er stort set observeret bævere (eller helt friske spor) alle de steder, hvor de var i efteråret. Så bæverne trives fortsat i det vestjydske."