Vollerup Skov skal nu tyndes for første gang

25-08-2010

Etablering af Vollerup Skov startede i 1993, og de ældste træer er nu blevet så store, at vi går i gang med første udtynding. Skoven tyndes for at sikre, at nogle af træerne på lang sigt kan anvendes til gavntræ som tømmer, møbler og gulve. Det er nemlig også et mål med skoven. Derudover vil vi tynde langs nogle veje, hvor træerne fylder for meget.

Det kommer til at larme og se lidt rodet ud - det beklager vi. Heldigvis varer det kun få uger, før det hele er overstået - i denne omgang. Om 2-3 år tager vi sikkert en runde mere.

Fældning af træer starter i uge 34. Træerne skal ligge og fortørre i mindst 5 uger. I løbet af oktober kommer flishuggeren, som hugger de fældede træer til flis. Pas på ikke at komme for tæt på maskinen!

Flisen skal bruges på varmeværker, som producerer varme til opvarmning af boliger m.m. Det gavner på CO2-regnskabet at fyre med flis i forhold til kul eller olie.

Flishugger. Foto: Hans Jessen

Læs mere om brugen af flis og se video af flishuggeren i arbejde.