Hund i sne - Hund i snor

01-02-2010

Mange friske vintersportsfolk tager hunden med ud i sneen. Husk at hunden skal være i snor!

Sneen dækker landskabet, og det er der rigtig mange mennesker, der er glade for. Masser af rødkindede vintersportsfolk får luftet ski, skøjter og kælke, og nyder at få rørt sig i naturen.

Vi har lagt mærke til, at mange af vintersportsfolkene har deres hund med, og desværre er der ikke ret mange af dem, der har deres hund i snor - og hunde SKAL altså være i snor!!!

  • Dels er der mange mennesker, der er bange for hunde - uanset, hvor søde og velopdragne hundene er.
  • Dels er både husdyr og vilde dyr meget pressede på grund af den strenge vinter - de har absolut ikke brug for at blive stresset af løse hunde.
  • Endelig siger lovgivningen, at vores firbenede venner skal være i snor.

Skov - og Naturstyrelsen – Fyns medarbejdere påtaler det, hvis vi ser løse hunde, og i visse tilfælde foretager vi en anmeldelse til politiet.

Så - tag bare hunden med ud i sneen, men husk snoren!

Hvis du ønsker at lade hunden løbe løs skal du enten besøge en af Skov - og Naturstyrelsens hundeskove, eller tage hunden med ud på stranden, hvor du må lade hunden løbe uden snor i perioden 1. oktober - 31. marts. Begge steder skal hunden dog være under ejerens kontrol.

God tur - med hunden i snor!