Udviklingshæmmede skal passe på naturen i Fredericia

12-02-2010

Miljøminister Troels Lund Poulsen og Fredericias borgmester, Thomas Banke, har aftalt, at der skal etableres en skovhjælper-ordning i Fredericia Kommune. Ordningen indebærer, at voksne udviklingshæmmede får beskæftigelse i naturen. Dermed er i alt otte sådanne ordninger etableret eller undervejs rundt om i landet.

Miljøminister Troels Lund Poulsen og Fredericias borgmester, Thomas Banke, har aftalt, at der skal etableres en skovhjælper-ordning i Fredericia Kommune.

Ordningen indebærer, at voksne udviklingshæmmede får beskæftigelse i naturen. Dermed er i alt otte sådanne ordninger etableret eller undervejs rundt om i landet. Det er Skov - og Naturstyrelsen, som hører under Miljøministeriet, og de involverede kommuner, som driver ordningerne i fællesskab.

Målet er at give de udviklingshæmmede konkrete og meningsfulde arbejdsopgaver i trygge rammer og derved opbygge selvværd og sikre et meningsfuldt indhold i dagligdagen.
"Jeg er overbevist om, at vi med skovhjælperordningen har skabt en virkelig god måde at inddrage udviklingshæmmede i samfundet og give dem et arbejdsmæssigt ståsted, som er meningsfuldt og hvor de kan yde en reel arbejdsindsats. Derfor er jeg også utroligt glad for, at Fredericia Kommune har valgt at deltage i et sådant partnerskab", siger Troels Lund Poulsen (V).