Naturstyrelsen forærer Tarm ny hundeskov

13-07-2010

Initiativ fra Tarm Udviklingsråd
I 2009 afsatte Skov- og Naturstyrelsen 12. mio. kr. til projektet ”Bedre muligheder for Friluftslivet”. Takket være et flot initiativ fra Tarm Udviklingsråd, blev der skrevet en projektansøgning om etablering af en hundeskov i Østermarkskoven beliggende syd for Østermarksvej og tæt på ”englændergravene”.

”Skov- og Naturstyrelsen fandt, at ansøgningen faldt godt i tråd med formålet med den særlige pulje, der blev afsat for at forbedre danskernes mulighed for at nyde glæderne og fordelene ved friluftslivet gennem bedre og nemmere adgang til naturen” fortæller naturvejleder Marianne Linnemann fra Skov- og Naturstyrelsen – Blåvandshuk. ”Hundeengen i Skjern Enge ved vi bruges meget. Derfor var vi sikre på, at en hundeskov i Tarm – hvor der ingen hundeskov var, ville blive til stor glæde for mange hunde og deres ejere” fortsætter Marianne Linnemann.

Placeringen er meget velvalgt. Der er nem adgang til den knapt 2 ha store hundeskov fra p-pladsen over for ”englændergravene” og det kommunale stisystem.  Ringkøbing-Skjern Kommune har været entreprenør på opgaven. Udover hegning af arealet, er der etableret gangsti fra parkeringspladsen hen til og inde i hundeskoven, der er sat to flotte låger i hegnet, sat borde og bænke, opsat skiltning og information om reglerne for at bruge hundeskoven.

Tarm Udviklingsråd fejrer Tarms nye friluftsfacilitet fredag den 16. juli og håber at rigtigt mange vil dukke op på parkeringspladsen overfor ”englændergravene” og deltage i indvielsen kl. 10.

Yderligere oplysninger :
Oplysninger om indvielsen kan fås ved henvendelse til formanden for Tarm Udviklingsråd Knud Nielsen på 97371912 / 20203587.
Øvrige oplysninger kan fås ved henvendelse til naturvejleder Marianne Linnemann, Skov- og Naturstyrelsen – Blåvandshuk på 21418629 / 76541029