Cykeltur på Motionsslangen

19-03-2010

Foråret er i fuld gang og vi finder cyklerne frem

Torsdag den 15. april 2010 kl. 17.00-19.00

Tag med på en dejlig aftencykeltur ad Motionsslangens nordlige rute. Vi kører ca. 10 km og gør holdt undervejs, nyder udsigten og hører fortællinger om landskabet og dyrelivet omkring Guldborgsund.

Motionsslangen er en over 20 km lang motionsrute, der bugter sig som en slangekrop gennem landskabet rundt om Nykøbing F. Ruten går langs vandet, gennem skove og rundt i et unikt landskab præget af godser og herregårde.

Vi mødes ved Motionsslangens start på Slotsbryggen i Nykøbing F. og kører samlet nordpå langs vandet. På turen passerer vi godserne Ny Kirstineberg og Gammel Kirstineberg. Vi kommer også gennem skovene ved Bangsebro og Sdr. Kohave. Cykelturen slutter atter ved Slotsbryggen og tager ca. 2 timer. Det er gratis at deltage.

Turleder er naturvejleder Marie Roland Tarby fra Skov - og Naturstyrelsen – Storstrøm. Alle er velkomne på både små og store hjul. Medbring egen cykel. Der er ikke tilmelding, man møder blot op.