Møn Dragefestival for 11. gang

06-09-2010

Lørdag den 11. September kl. 12.00 skydes Møn Dragefestival i gang for 11. år i træk. En herlig tradition, hvor familier fra Møn og Vordingborg Kommune mødes med turister for sammen at luftsætte et utal af drager på himlen over Mandemarke Bakker. Det er en utrolig dejlig og afslappet dag for drageentusiaster i alle aldre. Sidste år var mere end 2.000 med til at gøre dagen festlig.

Lørdag den 11. September kl. 12.00 skydes Møn Dragefestival i gang for 11. år i træk. En herlig tradition, hvor familier fra Møn og Vordingborg Kommune mødes med turister for sammen at luftsætte et utal af drager på himlen over Mandemarke Bakker. Det er en utrolig dejlig og afslappet dag for drageentusiaster i alle aldre. Sidste år var mere end 2.000 med til at gøre dagen festlig.

Igen i år sker der ekstraordinære ting i bakkerne. Sortkrudtskongen Magnus Thøgersen skyder det hele i gang kl. 12.00.

Mennesket drøm om at flyve

Drageflyveklubben XC-Sjælland besøger i år Møns Dragefestival for at vise og fortælle om, hvordan et menneske med en drage, der samles på ca. en halv time, kan lette fra jorden og flyve selv! Et spil vil trække de trænede piloter højt op, så de kan cirkle over festivalområdet, hvor der også er start og landing. Demonstration af ’jumpdown’ fra højdedrag. Gå ikke glip af denne enestående chance for at se og tale med de modige piloter – ’chefpilot’ Birger Strandqvist styrer luftslaget.

Drageflyver og ’chefpilot’ Birger Strandqvist udlever menneskets drøm om at flyve. Se ham højt til himmels og få en snak

Drageflyver og ’chefpilot’ Birger Strandqvist udlever menneskets drøm om at flyve. Se ham højt til himmels og få en snak

Skov- og Naturstyrelsens naturvejleder vil fortælle om naturens flyvende væsener.

Gratis Drageværksted

Hvis du ikke lige har nået at bygge dragen hjemmefra – så er gode råd ikke dyre. I Drageværkstedet, som er festpladsens centrum, kan du nemlig igen i år bygge din egen drage helt gratis, og oven i købet få hjælp til det af kyndige og kreative dragebyggere  – de såkaldte ’Dragoner’. Der er flere dragemodeller at vælge i mellem.

Gratis drageværksted – byg din egen drage

Gratis drageværksted – byg din egen drage

Bamsefaldskærmsudspring

Mest for børn – igen i år har vi heldigvis den rutinerede bamsepilot Jens Ole Petersen med på festivalen. Jens Ole har igennem de seneste år givet et utal af bamser en flyvetur. Bamserne får faldskærm på og sendes med en lille drage op af linen til en kæmpe drage. Højt oppe udløses faldskærmen og bamsen får sin livs flyvetur. Så tag din bamse med, hvis du vil ha’ den op at flyve – men ikke den helt store! Jens Ole kan også få det til at regne med karameller – kom selv og check om det kan lade sig gøre.

Konkurrencer

Hvem bygger den flotteste drage? Konkurrencen er delt i to, så der er præmier til den flotteste hjemmebyggede drage for dem under 12 år, og dem over.

Den længste dragehale – børnenes rekordbog

195,5 meter! Det var længden på den dragehale, der kom op at flyve sidste år. 6 klasse på Møn Friskole vandt konkurrencen og er nu i Børnenes rekordbog med den længste dragehale i verden. Skal du slå rekorden i år og dermed overtage pladsen i Børnenes Rekordbog? Du får i hvert fald chancen – igen i år gennemføres konkurrencen.  Naturligvis er der også flotte præmier til vinderen – man skal være under 18 år for at deltage.

Dommerne i begge konkurrencer er Borgmester Henrik Holmer, Byrådsmedlem Birgitte Steen Jørgensen og brugsuddeler Finn Skaaning

Mad og drikkevarer

I det store Cafételt vil 8 kl. fra Møn Friskole diske op med lækkerier – både til ganen og til maven, kaffe og kage. Der vil blive lagt et stort arbejde i at gi’ gæsterne en god oplevelse. Så kom og støt cafételtet. Overskuddet går ubeskåret til 8. Kl. studierejse.

Det der gør det så dejligt at være med til Møns Dragefestival er, at der er så flot oppe i bakkerne, og at hele familien kan være sammen om en spændende aktivitet ude i den flotteste natur. Du sku’ prøve! Og hvis du har prøvet det før, så er det helt naturligt, at du skal med igen i år!

Læs mere om Dragefestivalen på hjemmesiden www.dragefestival.dk , hvor du også kan se programmet.

Vi glæder os til at se hele familien i Mandemarke Bakker lørdag den. 11. september.

Med venlig hilsen

Møns Dragefestival

v/  Dragevennerne, GeoCenter Møns Klint og Skov- og Naturstyrelsen – Storstrøm