Find vej i Annebjerg Skov

07-09-2010

Første skov i Odsherred
Annebjerg Skov syd for Nykøbing er nu en del af det landsdækkende ”Find vej i…”-netværk med op mod 100 skove og andre lokaliteter, hvor publikum ved hjælp af faste orienteringsposter kan tage på orienteringsløb. Det er Holbæk Orienteringsklub med støtte fra blandt andet Odsherred Kommune og Nordea-fonden i Vestsjælland, og i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen – Vestsjælland, som står bag initiativet, hvis formål er at få flere brugere ud i naturen og fremme sundhed med tilbud for både hjerne og hjerte.

Velegnet skov
"Vi har taget opfordringen fra Dansk Orienterings Forbund, Danmarks Idræts Forbund, Friluftsrådet og Skov- og Naturstyrelsen op, fordi vi mener, det er en god idé, og Annebjerg Skov er velegnet, fordi den ligger tæt på Nykøbing by, vandrehjem og naturskole. Hvis flere bliver interesseret i orienteringsløb og melder sig i vores orienteringsklub vil det naturligvis være rart, men udgangspunktet er at få hele familien ud og motionere sammen på en ny, sjov og anderledes måde" , siger Anette Lindegaard Christensen, Ugerløse, der er formand for Holbæk Orienteringsklub.

Orienteringspost i Annebjerg Skov. Foto: John Jensen


Hver fastpost har eget unikt nummer
og tilhørende GPS-koordinat.
Foto: John Jensen


Indvielse

Den officielle indvielse af ”Find vej i Annebjerg Skov” finder sted på søndag den 12. september 2010 kl. 13.30-16.30 ved shelterområdet på Odsherred Naturskole.
Medlemmer af Holbæk Orienteringsklub vil vise tilrette og alle deltagere får udleveret et kort og introduceres til turen i skoven. Alle er velkomne og tilmelding er ikke nødvendig.

Yderligere oplysninger om projektet i Annebjerg Skov
Anette Lindegaard Christensen, 59 66 67 75, Formand for Holbæk Orienteringsklub
John Jensen, 59 30 48 04, projektleder, Holbæk Orienteringklub
Kjeld Jensen, 59 32 80 16, skovfoged, Skov- og Naturstyrelsen – Vestsjælland

Læs mere om "Find vej i Annebjerg Skov" på Holbæk Orienteringsklubs hjemmeside, hvor du også kan finde kort og posternes GPS-positioner.

Se oversigt over hvor du kan "Finde vej i Danmark"