Kommissionen stævner Danmark for forsinkede vandplaner

06-04-2011

EU-Kommissionen stævner nu Danmark og tre andre EU-lande, fordi de ikke har overholdt en formel tidsfrist i vandrammedirektivet. Vandplanerne skulle have været endeligt vedtaget senest den 22. december 2009.

EU-Kommissionen stævner nu Danmark og tre andre EU-lande, fordi de ikke har overholdt en formel tidsfrist i vandrammedirektivet. Vandplanerne skulle have været endeligt vedtaget senest den 22. december 2009.

Den offentlige høring af vandplanerne er netop slut. Men Kommissionen har i dag valgt at stævne Danmark for forsinkelsen af arbejdet med vandplanerne. De skulle have været endeligt vedtaget den 22. december 2009.

- Det er helt afgørende at slå fast, at stævningen fra EU-Kommissionen ikke handler om indholdet af vandplanerne. Vi stævnes, fordi vi har sprunget nogle formelle tidsfrister, som er i direktivet i forhold til forberedelsen af vandplanerne. Sagen handler alene om, at vi ikke har gjort os færdige med det forberedende og administrative arbejde i tide, siger miljøminister Karen Ellemann og fortsætter:

- Vi er med andre ord forsinkede på tekniske frister, men vi er ikke forsinkede i forhold til, hvornår vi får renere vand og natur. Vandrammedirektivets næste frist er den 12. december 2012, hvor vi skal være klar med indsatsen. Det er den centrale frist, og den overholder vi, siger ministeren.

Kommissionen forventes at trække sagen, når vandplanerne er endeligt vedtaget til efteråret.

Otte lande bagud
Danmark har ikke modtaget stævningen endnu. Den kommer formentlig først om nogle uger. De øvrige lande, der bliver stævnet er: Belgien, Grækenland og Portugal. Yderligere fire andre EU-lande har heller ikke offentliggjort de endelige vandplaner.

- Miljøministeriet vil hen over sommeren færdiggøre vandplanerne, så de kan vedtages til efteråret. Forsinkelsen vil ikke få betydning for den praktiske gennemførelse af vandrammedirektivet i Danmark. Vi har løbende informeret Kommissionen om, at vi har grebet tingene an på en meget grundig måde, hvor vi har gjort ekstra meget ud af forarbejdet, så planerne nu er gennemarbejdede og finansierede. Jeg tror, at det vil vise sig, at den danske tilgang er den mest solide, og Danmark vil stå stærkt, når resultatet gøres op, siger Karen Ellemann.

Vandplanerne skal sikre, at Danmark opfylder vandrammedirektivets krav om at skabe god økologisk tilstand i vandløb, søer og fjorde i 2015.

Yderligere oplysninger:
Pressechef Mette Thorn tlf. 25 61 71 70, e-mail: