Etablering af testcenter kan fortsætte som planlagt

29-08-2011

Vestre Landsret har i en kendelse afgjort, at anlægsarbejdet for testcenteret kan fortsætte som planlagt. Samtidig har Landsretten besluttet, at dele af sagen mod Miljøministeriet fortsætter.

Vestre Landsret har i en kendelse afgjort, at anlægsarbejdet for testcenteret kan fortsætte som planlagt. Samtidig har Landsretten besluttet, at dele af sagen mod Miljøministeriet fortsætter.

Landsretten har dermed markeret, at Naturstyrelsens arbejde med at etablere testcenteret – herunder rydde skov og gennemføre eksproprieringer - er fuldt lovligt.

Landsretten har ikke forholdt sig til, om loven er ulovlig, som sagsøgerne mener, men alene om de har adgang til at føre sagen videre.

- Landsretten har afgjort, at styrelsen kan fortsætte vores arbejde med testcenteret som hidtil besluttet. Det er ikke unormalt, at der bliver ført sager mod store anlægsprojekter imens det etableres. Det har vi set før med Øresundsforbindelsen og metroen på Amager. Vores udgangspunkt er, at testcenteret er i orden og fuldt ud lovligt, og derfor kan arbejdet med testcenteret fortsætte, mens sagen kører, og vi overholder den tidsplan, som Folketinget har vedtaget, siger vicedirektør Hans J. Høyer, Naturstyrelsen.

Landsrettens afgørelse får dermed ikke nogen betydning for arbejdet i Østerild Klitplantage, hvor 266 hektar fortrinsvist grantræer skal give plads til det nationale testcenter for vindmøller.

Der skal fældes i alt 266 hektar primært nåleskov i Østerild Klitplantage. De første 12 hektar blev fældet i perioden 15. juli til 29. juli. Som erstatning for træerne i klitplantagen bliver der rejst 419 hektar skov rundt om i landet. Samtidig opretter Naturstyrelsen mere åben og rig natur i Østerild som for eksempel den sjældne klithede.

Læs Venstre Landsrets nyhed om afgørelsen her