Lynskovning i gang i Østerild

26-07-2011

Naturstyrelsen kom i dag i gang med fældningerne i forbindelse med anlægget af det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild.

Naturstyrelsen kom i dag i gang med fældningerne i forbindelse med anlægget af det nationale testcenter for store  vindmøller i Østerild.

Siden 16. juli har styrelsen i alt tre gange forsøgt at komme i gang med fældningerne med hjælp fra politiet, men alle tre gange har aktivister forhindret arbejdet. I dag ankom politiet med en styrke, der var stor nok til at bane vejen for arbejdet.

- Selv om vi er kommet i gang mere end en uge for sent, har vi stadig samme deadline for den første fældningsopgave. Derfor er der udkommanderet noget der ligner dobbelt så mange maskiner og dobbelt så mange folk, end vi sædvanligvis ville have brugt til sådan en opgave. Vi arbejder med så meget udstyr, som der sikkerhedsmæssigt er plads til i området, siger projektleder Claus Rasmussen fra Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen har op til fem skovningsmaskiner i gang i området på samme tid. Derudover er træfældningen assisteret af en række skovarbejdere udstyret med motorsave.

Senest 1. august skal Naturstyrelsen have fældet 12 hektar plantageskov, så Risø DTU kan komme i gang med anlægsarbejdet af en vej og en række oplagspladser.

Det er en forudsætning for aftalen om det nationale testcenter for vindmøller, at vindmøllevirksomhederne Vestas og Siemens har mulighed for hver at påbegynde opstilling af testmøller senest 31. marts 2012. Forud for denne dato ligger der et større arbejde med at gøre testpladserne klar, og der skal anlægges en vej ud til selve testområdet.

Samspillet mellem flere samarbejdspartnere betyder, at Naturstyrelsen i første omgang skal gøre klar til, at Risø DTUs anlægsarbejde kan begynde. Risø DTU har tilkendegivet, at det er af afgørende betydning for at kunne overholde tidsplanen, at de første 12 hektar skov bliver ryddet nu.

- Vi er kommet rigtig godt i gang. Alle maskiner kører for fuld tryk, og vi er sikre på, at vi med politiets hjælp nok skal løse vores opgave til tiden, siger Claus Rasmussen fra Naturstyrelsen.