Få Margueritruten på din mobil

15-07-2011

Planlæg sommerferieturen med Margueritrutens gratis og helt nye applikation til din Android mobil.

Margueritrutens applikation kan nu downloades gratis til din Android mobil og hjælpe dig med at planlægge sommerferien de skønneste steder i Danmark. En udgave til iPhone-mobiler er også på vej.

Margueritruten. Foto: Colourbox

Nu bliver det nemmere at opleve Danmarks smukkeste bilrute. Friluftsrådet har i samarbejde med Naturstyrelsen udviklet en applikation, der viser Margueritruten og den nærliggende natur.

Ruten bugter sig gennem tunneldale og skove, ud til strande og op i 'bjergene' i Søhøjlandet med dejlige udsigter og mulighed for at prøve lokale råvarer - salg af frugt og grønt - langs vejene.

Du kan lade bilen stå på en af de markerede P-pladser, som applikationen udpeger og bevæge dig ud i naturen ad de mange vandre- og cykelstier, der krydser ruten. Og når børnene bliver rastløse på bagsædet er de nærmeste naturlegepladser eller toiletfaciliteter nemme at finde.

Danmark er ikke kun rig på natur, men også på spændende seværdigheder.  Applikationen om Margueritruten inkluderer forlystelsesparker, historie- og kunstmuseer, kirker, gravhøje og meget mere.  Når man følger Margueritruten, er man aldrig langt fra en god oplevelse!

Yderligere oplysninger:

Irene Lauridsen, Friluftsrådet, tlf.: 3328 0430