Skriv en kærlig hilsen til naturen

23-05-2011

Miljøminister Karen Ellemann lancerede søndag www.kærenatur.dk, som er en ny hjemmeside om biodiversitet

Miljøminister Karen Ellemann lancerede søndag www.kærenatur.dk , som er en ny hjemmeside om biodiversitet. Her kan du sende en kærlig hilsen til naturen, og dele dine tanker om biodiversitet med ministeren.

Lige nu, mens du læser dette, er der en plante- eller en dyreart, der uddør et sted på jorden. Det kan være et insekt, der uddør. Et insekt, som vi slet ikke kender navnet på, men som udgør en vigtig lille bestanddel af det økosystem, som vi alle sammen tager del i og afhængige af. Miljøminister Karen Ellemann har skudt en debat i gang for at gøre biodiversitet til en folkesag. Hun vil nemlig undgå, at det lille insekt og alle andre arter uddør. Som et led i debatten lancerede hun på den internationale biodiversitetsdag hjemmesiden www.kærenatur.dk .

På www.kærenatur.dk kan du skrive en hilsen til naturen og komme med ideer til, hvordan vi kan hjælpe de forskellige plante- og dyrearter. Du kan også dele dine egne oplevelser i naturen med sitets andre brugere og uploade naturbilleder fra dine oplevelser til et danmarkskort.

Du kan se videoer om biodiversitet og om, hvad du selv kan gøre for at hjælpe dyre- og plantearterne. Endelig kan du følge www.kærenatur.dk på Facebook og Twitter, hvor der vil blive fortalt om naturoplevelser i hele landet.
www.kærenatur.dk skal være med til at sætte biodiversitet på dagsordenen. De mange ideer og historier bidrager til en egentlig strategi for biodiversiteten senere.