Naturstien Fodsporet er fin til motion

14-11-2011

Fodsporet i Sydsjælland inviterer til alle former for motion, og det har været formålet fra begyndelsen.


Fodsporet blive indviet fredag 15. oktober med tre dages motionsaktiviteter og fest. Foto: Naturstyrelsen.

Flere medier advarer mandag 14. november mod motionsløb på naturstien Fodsporet i Sydsjælland. Det er Naturstyrelsen ikke enig i.

- Fodsporet er ikke skræddersyet til motionsløbere, og det har heller aldrig været meningen, for så havde vi valgt en helt anden belægning til stien. Vi havde mange overvejelser omkring, hvilken belægning vi skulle bruge på Fodsporet. Faktisk havde vi mere end 10 forskellige belægninger oppe at vende, og det stod mellem stenmel eller en glat type asfalt – vi valgte asfalten, siger projektleder Sara Lindholt, Naturstyrelsen.

Projektlederen forklarer, at stenmel egner sig bedst til vandring og løb, men er uegnet til racercyklen, inliners og rulleskøjter. Asfalt er derimod særdeles velegnet til gåture, cykling, skateboards, rulleskøjter og inliners – og løb kan også lade sig gøre. Men i projektbeskrivelsen var det aldrig motionsløbere, der var den primære målgruppe.

Læs projektbeskrivelsen for projektet her (pdf-fil)

Naturstien Fodsporet strækker sig 48 kilometer gennem det sydsjællandske landskab og forbinder Næstved, Slagelse og Skælskør. Bag projektet står Slagelse og Næstved kommuner, Nordea-fonden og Naturstyrelsen.

- Jeg oplever, at der er mange, der løber fra deres hjem langs skovveje eller grusstier ud til Fodsporet, hvorefter de løber en distance på sporet, før de vender om og løber ad en skovvej hjem igen. Det er de færreste, der løber et helt træningsprogram på selve Fodsporet. Det er mere noget, vores mange cyklister gør, siger projektleder Sara Lindholt.

Læs notatet om 11 typer belægning her (pdf-fil)

Hun forklarer desuden, at man langs hele Fodsporet har mulighed for at ”hvile fødderne” i den brede jordrabat, der findes langs Fodsporets asfalterede stisystem, så fødder og led ikke behøver at blive overbelastet.

Ifølge projektlederen er der kun kommet positive tilkendegivelser fra de mange brugere af Fodsporet – både fra vandrere, cyklister og endda fra motionsløbere fra lokale løbeforeninger.

- Vi har delt mere end 5000 foldere ud i løbet af de første 14 dage, og de næste 15.000 foldere er fordelt til kommuner og Miljøministeriets Informationscenter. Der har også været forespørgsler på, om vi kan få noget belysning op langs stien, så man kan løbe om aftenen, siger Sara Lindholt.

Hun glæder sig over, at naturstien Fodsporet er blevet et aktiv for lokalbefolkningen, og at både skoler, børnehaver og motionsklubber benytter sig flittigt af den gamle jernbanestrækning.

- Motion er jo mange ting. Motion er, når ældre mennesker begynder at gå langs sporet, når de skal til købmanden for at handle i stedet for at tage bussen. Det er motion, når børnene tager cyklen i skole i stedet for at blive kørt af forældrene, og det er motion, når aftenturen med hunden blev længere end i gamle dage, fordi man nyder at gå på stien, siger projektleder Sara Lindholt.

Ifølge Københavns Kommunes hjemmeside koster det 8 millioner kroner at anlægge 1 kilometer cykelsti. Til sammenligning kostede det kun 48 millioner kroner at anlægge de 48 kilometer asfalteret natursti, som Fodsporet dækker - og ikke 384 millioner kroner, som prisen ville være, hvis naturstien lå i København.

Læs mere om naturstien Fodsporet her eller på Fodsporets hjemmeside her