Borger forærer motionsbane til skoven

27-01-2012

Naturstyrelsen har modtaget 370.000 kroner fra en ivrig motionsløber.


Foto: Jesper Brodersen

Naturstyrelsen har modtaget 370.000 kroner fra en ivrig motionsløber.

Pengene er øremærket en motionsbane med 15 træningsredskaber og øvelser i Himmelev Skov ved Roskilde.

- Gaven giver os kræfter til at bygge en bane, vi ellers ikke havde penge til. Nu har vi et stærkt partnerskab, hvor vi kan koncentrere os om at levere det bedste til motionsdyrkerne samtidig med, at vi tager hensyn til skovgæster med en roligere puls, siger skovrider Kim Søderlund, Naturstyrelsen.

Den 4,8 kilometer lange motionsbane bliver åben for alle og forventes klar i foråret 2012. Der er allerede lagt grus og faldsikring på de pladser, hvor træningsredskaberne skal stå.

Balancepæle, svingtove, armgangsstolper og de tolv øvrige redskaber er af naturmaterialer, der synsmæssigt falder i med skoven. Banen placeres i landskabet, så den leder uden om områder, hvor planter og dyr har særligt behov for fred og ro.

Inspiration fra Schweiz
Inspirationen til banen kommer fra Schweiz, hvor giveren, Michael Hjorth-Westh, har boet og arbejdet i en årrække. Da han flyttede til tilbage til Roskilde, kontaktede han Naturstyrelsen med idéen om at etablere en motionsbane efter Schweizisk forbillede. Den første blev indviet i 2006 i Hyrdehøj Skov syd for Roskilde, og nu følger den næste i den nærliggende Himmelev Skov.

Efter at Naturstyrelsen havde sagt god for planerne, fik Michael Hjorth-Westh, i samarbejde med Himmelev-Veddelev Boldklub, tilskud til anlægsudgifterne fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og fra Lokale og Anlægsfonden.

Yderligere oplysninger:
Forstfuldmægtig Jesper Brodersen, Naturstyrelsen, tlf.: 7254 3311
Michael Hjorth-Westh, tlf.: 4240 3137