Hammershus får gave på 92,5 millioner

14-06-2012

Et af Danmarks mest besøgte historiske bygningsværker bliver nu restaureret og får nyt besøgscenter takket være stor fondsgave.


Et af Danmarks mest besøgte historiske bygningsværker bliver nu restaureret og får nyt besøgscenter takket være stor fondsgave.

Foto: Colourbox
Ansigtsløft. Hammershus vil efter en stor gave få en grundig restaurering og et nyt besøgscenter. Foto: Colourbox

Naturstyrelsen har af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal modtaget tilsagn om støtte på 92,5 millioner kroner til et samlet projekt, der både skal bevare og udbygge formidlingen af Hammershus.
Projektet omfatter restaurering af ruinen, men det meste af støtten vil gå til at opføre et besøgscenter, der dermed får mere moderne rammer til at formidle Hammerhus og landskabet omkring det.
- Den flotte fondsgave kan blive en fantastisk mulighed for Bornholm. Øens absolut største seværdighed får en saltvandsindsprøjtning, der vil gøre den til en langt større oplevelse for turister fra hele verden. Det vil skabe nye grønne arbejdspladser inden for øens turisterhverv. Jeg har selv lige besøgt stedet, og jeg glæder mig til at se, hvordan vi om få år kan få løftet hele formidlingen af den spændende historie ind i nye moderne rammer, siger miljøminister Ida Auken.

Læs artiklen: Europæisk bison boltrer sig igen på dansk jord
Et af Naturstyrelsens vigtigste områder
Naturstyrelsen får cirka 28 millioner kroner til istandsættelser. Resten skal gå til nye besøgsfaciliteter.
- Hammershus og hele området er et Naturstyrelsens vigtigste. Derfor er vi meget glade for den flotte gave, der vil give os mulighed for at sætte endnu mere kraft på stedets historiske vingesus. En restaurering er påtrængende nødvendig, og vi kan nu sikre bygningsværket og tilmed skabe enestående rammer for formidlingen. Naturstyrelsen vil straks gå i dialog med Bornholms Regionskommune for at få lagt en god køreplan for det videre forløb, som alle kan være tilfredse med, siger direktør i Naturstyrelsen Niels Christensen.

Også Bornholms borgmester Winni Grosbøll glæder sig over gaven og siger:
- Hammershus har en drabelig og fascinerende fortid og er noget helt særligt for bornholmerne. Så det glæder mig utroligt meget, at det nu bliver muligt at opgradere formidlingen af de mange fantastiske historier, der knytter sig til borgen. Hammershus er allerede øens turistattraktion nummer ét, og det nye besøgscenter vil gøre et besøg på stedet til en endnu større oplevelse.