Millioner af kroner skyller ud i kloakken

14-06-2012

Ressourcespild koster samfundet dyrt, men kan vendes til eksporteventyr

Enorme mængder vand ender hvert år i kloaken, uden nogen får gavn af det. Ny undersøgelse peger på en løsning

Foto: Colourbox
Spild. Der er mange penge at spare, hvis der investeres i nye vandsparende løsninger. Foto: Colourbox

Kommunale institutioner mister hvert år omkring 115 millioner kroner, når tusinder af kubikmeter vand fosser de forkerte steder hen. Det enorme ressourcespild koster samfundet dyrt, men bliver der taget fat på problemet, kan det vendes til et eksporteventyr.

Det er en af konklusionerne i en ny undersøgelse, som brancheorganisationen DANVA har lavet for Miljøministeriet.

Ifølge undersøgelsen mener 4 ud af 9 adspurgte virksomheder inden for miljøteknologiske løsninger, at en øget offentlig indsats på området vil give dem mulighed for at skabe nye eksportrelaterede arbejdspladser.

- Der er masser af grønne job i at investere i at spare på vandet. Vi har en lang tradition for at tænke visionært, når det gælder rensningsmetoder og udvikling af miljøteknologiske opfindelser. Vi kan få stor succes med at eksportere til andre lande, så den chance skal vi gribe, siger miljøminister Ida Auken.

Nye toiletter er første skridt
En af undersøgelsens konklusioner er, at et af de mest effektive tiltag, som kommunerne kan gøre for at nedbringe vandforbruget og spare penge, er, at skifte gamle toiletter ud med nye.

- Det er uacceptabelt at spilde vores begrænsede vandressourcer, og derfor skal vi i gang med at udskifte gamle, vandslugende toiletter. Desuden har vi ikke råd til at tabe de muligheder på gulvet, der ligger i at kunne videreudvikle og levere vandbesparende miljøteknologiske løsninger til resten af verden. Derfor skal teknologi, som kan spare på vandet, være i fokus i ministeriets fremtidige strategi for ny miljøteknologi, siger Ida Auken.

Undersøgelsen viser, at flere kommuner gerne medvirker til at spare på vandet, og at der generelt er interesse for at deltage i initiativer, der sikrer vandbesparelser.

Rapporten, der indeholder 10 gode råd til, hvordan kommunerne kan nedbringe vandforbruget, kan læses her.